ChristianWinther_I

- 5 0 — Jeg kjender ej Letsind større end hans; der hjalp hverken Børst eller Bank; og Krukken gik da saa længe tilvands, indtil den kom hjem uden Hank. Det var ved Sorte-Søs1) flade Bred, min Fader og Moder de sad; selv strakte jeg mig i Græsset ned ak, — ung og lystig og glad! De fletted af Siv et Baand til ham, at ikke den gale Krabat skulde kyse Livet af flere Lam — men se, om de fik ham fat! Langtfra, med logrende Svans, stod han; det var da ret, som han lo: tidt saadan en Hund har bedre Forstand end mangen Anden paa To. Men, da han den samme Aftenstund ved Siden af Bordet sad og stirrende slikked sig om sin Mund og gjorde Kunster for Mad; da kom der en Smed med Lænken i Haand og trak ham til Porten afsted; han hyled og sled i det stærke Baand, i og je g — jeg hylede med. Saa stod han der\ — jeg besøgte ham tidt og bragte ham Mælk og Mad, og sfundum selv, naar det regnede lidt, jeg krøb i hans Hus og sad. Fra Hjemmet jeg drog. Lang Tid der gik; jeg saae ej min Ungdoms Ven; men, da jeg ham atter for Øje fik, han kjendte mig ikke igjen. Da græd jeg bittert, jeg hulked højt; men De, som just saae derpaa, de lo, — thi det var dem altfor drøjt, Sligt kunde de ikke forstaa! —

^ Se S. 32.