ChristianWinther_I

— 54 — om ogsaa haard — om roligt Sind“ og Hvad der ellers faldt ham ind. Hvor Glæden fordum mangengang udtalte sig i Dans og Sang, hvor før var glimrende og lyst — var nu saa mørkt og tomt og tyst; kun nu og da fra Væggens Spalt lidt Kalk og Sten med Raslen faldt.

Fra disse Tomter rejste efter Bombardementet den elleveaarige Dreng til Gisselfeld, Ulsø-Olstrup og i No­ vember atter til Nykjøbing.1) Hans Moder har vel fulgt ham, i alt Fald paa den første Del af denne Rejse; maaske er Faderen ogsaa tagen tilbage med til Ujsø for dog at vise sig der som Stedets Præst; det er i ethvert Tilfælde vist, at han en Tid lang laa smerte­ lig syg i Olstrup Præstegaard, men da atter førtes til Frederiks Hospital i Kjøbenhavn. — Der døde han den 3die Juni 1808, næsten 50 Aar gammel. Frankenau siger i sit ovenomtalte Digt: Endeligt lod Skæbnen sig forbarme, huld den løste Dig af Smertens Baand; rolig sank Dit Støv i Dødens Arme, Himlen tog Din redelige Aand. Berlingske Tidende for Fredag d. lOende Juni 1808 indeholder følgende Avertissement: Efter næsten to Aars tunge, bitre Lidelser er min inderlig elskede Mand, Christian W inther , Sognepræst til Ulsø Menighed i Sjælland, den tredie i denne Maa- ned ved Døden bleven befriet fra sin sidste Levetids næsten ubeskrivelige Byrder. Kun Hvo, der tilfulde kjendte hans hele Værd, Hvad han var som Embeds- 1) Ifølge hans efterladte Optegnelser.