591746383

VANFØREFORSORGEN I DANMARK GENNEM 100 ÅR

1872 - 21. oktober -

1972

^VANFØRE FORSORG EN I DANMARK GENNEM 100 ÅR

En historisk ildstilling arrangeret a f Landsarkivet for Sjælland m.m. i anledning a f 100-årsdagen for grundlæggelsen a f S A M F U N D E T O G H J E M M E T F O R V A N F Ø R E 21. oktober 1872

K Ø B E N H A V N 1972

På titelbladet: Indskrift på sølvplade i Sengeløse kirke

FORORD

Igennem 100 år har „Samfundet og Hjemmet for Vanføre*4 væ­ ret den drivende kraft i arbejdet for at hjælpe de legemlig handicappede. 1 en meget lang årriekke var denne institution alene om at yde en positiv indsats. I den sidste menneskealder har andre sammenslutninger og institutioner taget beslægtede arbejdsopgaver op. Stadig er dog det gamle Vanføresamfund at finde i forreste række, når spørgsmål vedrørende vanføre­ forsorg sættes under debat, og når man skal løse en praktisk opgave. De former, hvorunder man idag yder hjælp til de van­ føre, har naturligvis ændret sig, men de ledende synspunkter, der ligger til grund før hjælpen, er faktisk de samme idag som for 100 år siden. Da pastor Hans Knudsen i 1872 stiftede Vanføresamfundet, var han ganske klar over, at hjælpearbejdet ikke blot skulle be­ stå i en økonomisk håndsrækning til de mange vanføre, der ofte levede under vanskelige økonomiske kår som følge af deres han­ dicap. Hjælpen måtte tage sigte på ved passende lægelig be­ handling at fjerne eller i hvert fald formindske de legemlige gener, der var forbundet med et handicap, og desuden at drage omsorg for ved en særlig afpasset undervisning og faglig op­ læring at åbne mulighed for, at den enkelte vanføre kunne sæt­ tes istand til at ernære sig selv og leve en nogenlunde normal tilværelse. Pastor Knudsens tanker har vist deres bæredygtighed gennem de forløbne 100 år, og de har vieret retningsgivende for de generationer, der tog arven og opgaven op efter ham. De har den samme gyldighed idag som for 100 år siden, og de indgår i det moderne begreb revalidering. I anledning af 100-årsdagen har styrelsen for „Samfundet og Hjemmet for Vanføre** anmodet det sjællandske landsarkiv om at arrangere en udstilling, der kunne belyse Vanføresamfundets udvikling fra de første dage og indtil nutiden. Landsarkivet har ved flere lejligheder gennem historiske udstillinger forsøgt at anskueliggøre væsentlige sider af dansk samfundsliv i fortid og nutid. Man har derfor med glæde modtaget opfordringen til at belyse også dette spørgsmål, og det er vort håb, at udstillingen må bidrage til at øge interessen og forståelsen for det arbejde, der er udført og stadig udføres af Vanføresamfundet til gavn for en befolkningsgruppe, der har hjælp behov.

Der har været visse vanskeligheder forbundet med at arran­ gere en alsidig arkivudstilling om Vanføresamfundet. Så godt som alle arkivalier fra Samfundets ældre periode eksisterer ikke mere. Bortset fra rækken af bestyrelsesprotokoller og trykte års­ beretninger er det meste materiale ti 1 intetgjort. Vil man doku­ mentarisk følge udviklingen, må man ty til de eksisterende of­ fentlige samlinger. De offentlige arkiver indeholder til gengæld meget relevant materiale, og både rigsarkivet og Københavns stadsarkiv bar beredvilligt stillet dette til rådighed. Når dette materiale begges side om side med det omfattende billedmate­ riale, som Vanføresamfundet har kunnet udlåne, er det muligt i billeder og tekst at belyse væsentlige sider af Vanføresamfun­ dets gerning inden for det danske samfund i løbet af de sidste 100 år. På landsarkivets vegne takker jeg for den interesse og posi­ tive hjælp, der fra forskellig side er vist arrangørerne af denne udstilling, og som har været en forudsætning for, at udstillingen bar kunnet etableres.

Landsarkivet for Sjælland tn. m. September 1972.

Harald Jørgensen

Vanføresamfundets stifter pastor Hans Knudsen.

Baggrunden for Vanfø resamfunde ts oprettelse Der har til alle tider og inden for alle samfund eksisteret grup­ per af fysisk og åndelig handicappede. De har gennem århun­ dreder fristet en kummerlig tilværelse, og der var længe ingen mulighed for at hjælpe dem ud af deres handicap. I middelalderen drog den katolske kirke omsorg for syge og trængende. Store belob blev indsamlet, og man oprettede insti­ tutioner, hvor de tnengende kunne modtages. Et betydeligt antal kirkelige medarbejdere, navnlig i klostrene, udovede det prak­ tiske barmhjertighedsarbejde. Ved reformationens gennemførelse i 1536 overgik den sociale hjælpetjeneste til staten, men denne evnede foreløbig ikke at stille hverken de fornødne økonomiske midler eller et tilstrækkeligt antal medarbejdere til rådighed for en organiseret hjælp. De trængende måtte derfor tigge det for­ nødne til livets opretholdelse ved godtfolks døre, og statsmagten måtte tolerere dette tiggeri, som med tiden blev en sand lande­ plage. Først i 1708 tog man det afgørende initiativ til at etablere en fast fattigpleje. Der oprettedes lokale fattigkasser i by og på land, men de midler, der stilledes til rådighed, var begrænsede. Et grundlag var dog skabt, hvorpå der kunne bygges videre. Omkring år 1800 gennemførtes en række nye fattiglove, der pålagde de enkelte kommuner at skabe en mere fast administra­ tion og forpligtede dem til at understøtte samtlige trængende inden for kommunens område. Alle, der havde hjælp behov, modtog offentlig understøttelse, og det gjaldt også de handi­ cappede. Den offentlige fattighjælp blev i den første periode uddelt med stor karrighed, og den berøvede de understøttede vigtige borgerlige rettigheder, fx valgret. I vide kredse blev de fattigunderstøttede betragtede som borgere af 2. klasse uden hensyntagen til trangsårsagen. Først i 1891 gennemførtes en ny fattiglov, der åbnede mulighed for hjælp af det offentlige, uden at det fik deklasserende følger for de personer, der modtog hjæl­ pen. 1891 er det store vendepunkt i ældre dansk forsørgelses­ lovgivning. Samtidig med at man erkendte samfundets pligt til at under­ støtte alle trængende, vågnede forståelsen for, at man havde

særlige forpligtelser over for de handicappede. Det var ikke nok at understøtte dem, således at de kunne opretholde livet. Man burde også prøve på at hjælpe dem til at leve en nogen lunde normal tilværelse. 1 første omgang var det de blinde, man interesserede sig for, men det varede ikke længe, førend man også tog fat på de døvstummes prøblemer. Senere kom de åndssvage og de sindssyge ind i billedet. I alle disse tilfælde var det privatpersoner, som satte sig i spidsen for arbejdet, men det lykkedes dog i løbet af en relativ kort årrække at få stats­ magten til at etablere særlige uddannelses- og forsørgelsesan­ stalter for de lier nævnte grupper af handicappede. De vanføre var der foreløbig ingen, der tænkte på. Kunne de ikke klare sig selv, blev de henvist til at søge hjælp hos fattigvæsenet. Endnu ved slutningen af forrige århundrede figurerede mange vanføre på det offentlige fattigvæsens lange lister over trængende med­ borgere. Gulvmontre nr. 1 1) Middelalderlig almisseuddeling. Fot. af akvarel af I. Kor- nerup af kalkmaleri i Dråby kirke. 1891. 2) Fot. af kalkmaleri fra Fanefjord kirke på Møn, der viser Lazarus ved den rige mands fødder. 3) For- og bagside af Frederik IV's forordning om „Betlere i Danmark saavel paa Landet som i Kiøbstæderne“, dat. 24. sept. 1708. 4) Uddeling af understøttelse til Kippinge sogns fattige. 1759. Der ydes hjælp til følgende grupper: 12 børn og tåbelige, 10 med fald (epilektikere), 18 blinde, 38 på krykke samt 92 almindelige fattige. Falster herreds provstiarkiv. De Fattiges Distributionsprotokol 1737-83. 5) Forsørgelsesplan for fattigvæsenet i Vestenskov og Kappel sogne på Lolland. 1804. På listen findes bl. a. en 37-årig værkbruden mand, som be­ standig ligger på maven, en 41-årig mand med en svær pungbrok, således at han dårligt kan gå, den 14-årige Ras­ mus der er stum og ofte har slag, en 20-årig værkbruden mand og en 51-årig kvinde, der både er svagelig og halt. Maribo amtsarkiv. Indberetninger om sognedistrikternes for­ sørgelsesplaner. 1804-13. 6) Reglement for fattigvæsenets indretning og bestyrelse på landet i Danmark, dat. 5. juli 1803.

7) Reglement for fattigvæsenets indretning og bestyrelse i Dan­ marks kobstæder, dat. 5. juli 180.3. 8) Konprins Frederik (VI).

9) Generalprokurør Ghr. Colbjørnsen. 10) Kancellipræsident Fred. Moltke.

De under 8-10 nævnte personer havde ansvaret for den ende­ lige udformning af, hvad der er kaldt „enevældens socialreform".

Gulvmontre nr. 2 1) Anordning ang. Landcommunevæsenet, dat. 13. aug. 1841. De nyoprettede sogneforstanderskaber (de senere sogneråd) overtager fra 1841 forvaltningen af det offentlige fattigvæ­ sen. 2) Fattigplan for Stege købstad. 1889. På den lange liste over byens fattige findes bl. a. en næsten blind person, en sygelig 45-årig kvinde med et dårligt ben og endnu en kvinde med en dårlig hånd. Endvidere er opta­ get flere blinde og sindssyge. De sidste opholder sig dog på hospital. Stege byråds arkiv. Fattigudvalgets forhandlings­ protokol 1877-95. 3) Fotokopi af departementschef Chr. Baches udkast til lov om alderdomsunderstøttelse, dat. 5. maj 1889. Vedlagt fot. af Chr. Bache. Indenrigsministeriets K. K. jr. nr. 1861/1889. 4) Lov om det offentlige fattigvæsen, dat. 9. april 1891. 5) Lov om alderdomsunderstøttelse til værdige trængende uden­ for fattigvæsenet, dat. 9. april 1891. 6) Fot. af Christian IX, hvis navn står under de nye sociale love. 7) Fot. af indenrigsminister H. P. Ingerslev, der gennemførte de nye sociale love. 8) Fot. af folketingsmand Frede Bojsen, der skabte det politiske forlig, der muliggjorde gennemførelsen af den nye social­ lovgivning. 9) Fot. af folketingsmand Chr. Ravn, der var ordfører for fol- ketingets udvalg vedr. den nye fattiglov af 1891.

fM

m J / f y t ø / f / w - i j / Å t

W

'IA Kbø l ' J r Æ p 4 m L

M

m

ii* t M ih rtø l* i u i m :, ; t+ , u t . f a k w . I ^ i t$****+w

iuip><

I, JttrfMoinjiafuJ

''-lo r Knudsen, referat af

21. okt. 1872.

Pastor Hans Knudsen opre tter Van fø resam funde t 21. okt. 1872 afholdtes et møde på Den kgl. Skydebane på Vesterbro. Pastor emeritus Hans Knudsen havde indvarslet til dette møde. Han havde i sin ungdom virket som missionær i Trankebar og havde senere været sognepræst i Jylland og på Vestsjælland. Siden 18(15 levede han som pensionist i Køben­ havn, afbrudt af en kort periode som præst ved Diakonissestif­ telsen. De 14 indbudte deltagere i mødet på Skybanen enedes om at oprette en forening, som fik navnet: Samfundet som an­ tager sig vanføre og lemlæstede børn. Pastor Knudsen overtog selv formandsskabet i den nye forening, hvis formål var dels at yde lægelig assistance dels at drage omsorg for undervisning og uddannelse, således at de børn, som man antog til hjælp, kunne sættes i stand til at leve en nogen lunde normal tilværelse. Ved Samfundets oprettelse kom man omsider også i gang med et hjælpearbejde for de fysisk handicappede. Allerede i 1873 star­ tede man den første og meget primitive klinik for vanføre børn, og i 1875 begyndte man at undervise og oplære handicappede born. I frk. Johanne Petersen havde pastor Knudsen fundet en medarbejder, der med ildhu og pædagogisk formåen gik op i disse nye virksomhedsgrene. Til at begynde med hjalp man kun børn. Fra 1881 antog man sig også voksne, og virksom­ heden omfattede lidt efter lidt hele Danmark. I de første år arbejdede man udelukkende med privat indsamlede midler, men fra 187b modtog man en årlig understøttelse på finansloven, der muliggjorde en udvidelse af virksomheden. Indtil sin død d. Ib. februar 188b var pastor Knudsen den drivende kraft in­ den for Vanføresamfundet, og han fulgte med i alt, hvad der foregik. Gulvnmntre nr. 3 1) Kaldsbrev for cand. theol. Hans Knudsen til at være præst og missionær på Trankebar, dat. 17/3 1837. Udstedt af stifts­ provst H. G. Clausen i biskop J. P. Mynsters navn. Frede­ riksberg birk. Skiftedokumenter. Bo nr. 5bb/1900-01. 2) Kopi af kultusministeriets skriv, af 23/3 18b5 om afskedigelse af Hans Knudsen som sognepræst til Bregninge og Bjergsted menigheder „udi Vort Land Sjælland1*. Frederiksberg birk. Skiftedokumenter. Bo nr. 566/1900-01. 3) Ordenskansler F. Tillisch meddeler 4/5 1881, at pastor eme­ ritus Hans Knudsen er udnævnt til Ridder af Dannebrogs-

Il

ordenens 3. klasse. Frederiksberg birk. Skiftedokumenter. Bo nr. 566/1900-01. 4) Boanmeldelse fra pastor Hans Knudsens arvinger, nemlig hans enke Wilhelmine Knudsen, f. Hall, hans søster enke- pastorinde Elize Bentzen og hendes datter Meta Randrup. Dat. nov. 1886, Frederiksberg birk. Skiftedokumenter Bo nr. 566/1900-01. 5) Fotografi af pastor Hans Knudsen kort før hans død i 1886. Foruden ridderkorset bærer Hans Knudsen fortjenstmedaljen i guld, der var tildelt ham så sent som 16/3 1885. 6) Udtog af mindeartikel om Hans Knudsen, skrevet af Diako­ nissestiftelsens præst N. Dallhoff. Artiklen er illustreret med billeder fra Trankebar. Gulvmonlre nr. 4 1) Fastor Knudsens egenhændige referat af stiftelsesmødet på Den kgl. Skydebane mandag d. 21. okt. 1872. Bestyrelses­ protokol 1872-78. Landsarkivet. 2) Referat af bestyrelsens forhandlinger 2/12 1872. Bestyrelses­ protokol 1872-78. Landsarkivet. Bestyrelsen vedtager at tage den 9-årige Agnes Jørgensen, datter af en københavnsk tapetserer, under behandling. Hun er Samfundets første klient, der tages i nummer. 1 samme bestyrelsesmøde antages yderligere 3 børn i nummer. 3) Fotografi af Den kgl. Skydebane på Vesterbro i København, der dannede rammen om stiftelsesmødet. 1 en lang årrække foregik de årlige generalforsamlinger i denne bygning. 4) Referater af forhandlinger i bestyrelsen onsdag d. 3/2 1886 (til venstre) og 4/3 1886 (til højre). Bestyrelsesmødet d. 3/2 1886 var det sidste møde, pastor Knudsen overværede. Modet d. 4/3 1886 indledtes med en meddelelse om, at „Samfundet maa beklage sin nidkjære Formands dødelige Bortgang d. 16do Februar". Bcstyrelses- protokel 1878-1932. Landsarkivet. 5) Årsberetning fra bestyrelsen for „Samfundet, som antager sig vanføre og lemlæstede Børn". 1872-73. Trykt. I årsberetningen er bl. a. optrykt fortegnelse over bestyrel­ sesmedlemmer, de på stiftelsesmodet vedtagne vedtægter samt regnskab for driften i det første virksomhedsår. Regn­ skabet balancerer med 902 rd. = 1800 kr„ og de samlede udgifter opgår til 313 rd. = 626 kr.

(i) Den af pastor Knudsen sidst aflagte årsberetning for året 1884-85. Trykt.

De grund læggende å r i Samfundets historie Så længe pastor Knudsen levede, var han den drivende kraft i Samfundets arbejde, og det var også ham, der forte korrespon­ dancen og repræsenterede udadtil. Hans nærmeste medarbej­ der var en ung kobenhavnsk dame frk Johanne Petersen, datter af en kobenhavnsk skomager, som han havde truffet på Diako­ nissestiftelsen. Hun fik interesse for vanforesagen og gik med fuldt hjerte op i arbejdet. Pra ca. 1875 viede hun sit liv til hjæl­ pearbejdet for de vanfore, og hun virkede i Samfundets tjene­ ste indtil sin dod i 1922. I de forste år var det navnlig hornenes undervisning og uddannelse, hun tog sig af. Senere tog hun an­ dre betydningsfulde opgaver op, og hun var faktisk indtil 1922 Samfundets administrator. Da Samfundet fik sit eget hus, an- vistes der hende tjenestebolig på Toldbodvejen, og her dode hun midt i arbejdet. Gulvmontre nr. 5 1) Straks efter stiftelsesmodet udsendte Samfundet 28. okt. 1872 en henvendelse til offentligheden om okonomisk støtte til det planlagte arbejde. Magistratens 1. afd. j. nr. 990/1873. Stads­ arkivet. 2) Hans Knudsen ansøger magistraten om et lokale til brug for den planlagte klinik, dat. 10/7 1873. Magistratens 1. afd. j. nr. 990/1873. Stadsarkivet. 3) Inspektoren på Vartov foreslår, at Samfundet får lov til at benytte lægeværelset på Vartov én dag om ugen i 3 timer. Magistratens 1. afd. j. nr. 990/1873. Stadsarkivet. 4) Pot. af læge H. P. B. Barfod (1843-1926), der påtog sig gra­ tis at lede den nyoprettede klinik. 5) Hans Knudsen ansøger 18. juli 1876 Kobenhavns magistrat om en bevilling, der vil muliggøre, at man kan anbringe vanføre born i mindre privatskoler. I de større kommunesko­ ler med mange elever er det vanskeligt at beskytte de van­ føre born mod de mange „vilde og urolige Elementer1'. Sva­ ret er i første omgang negativt. Skoledirektionens arkiv j. nr. 109/1877. Stadsarkivet. 6) I en ny ansøgning, dat. 3/8 1877 fornyr pastor Knudsen sit

andragende om støtte til at anbringe vanføre børn i privat­ skole, og 6/9 svarer man, at man vil søge en mindre bevil­ ling til nævnte formål på næste års budget. Skoledirektionens arkiv j. nr. 109/1877. Stadsarkivet. 7) 18/3 1878 ansøger pastor Hans-Knudsen Københavns skole­ direktion om en månedlig bevilling på. kr. 2,25, således at man kan anbringe den l()-årige Albertine Andersen i fru Lø­ ves skole i Gharlottegade. Vedlagt anbefaling fra pastor R. Volf i St. Stefanskirken. Ansøgningen bevilges 12/4 1878. Skoledirektionens arkiv j. nr. 50/1878. Stadsarkivet. 8) Ved forskellige lejligheder modtog Samfundet anerkendelse for det arbejde, man havde igangsat til fordel for vanføre børn. Således udtalte Danmarks Lærerforening i aug. 1879 sin anerkendelse „for en fortjenstfuld Virksomhed med be­ undringsværdige Resultater14. Også Danmarks Lærerfore­ nings 3. almindelige skolemøde i København i 1886 tildelte Samfundet et hædersdiplom. Tilhører Vanføresamfundet. I 1894 modtog Samfundet diplom og sølvmedalje fra den 17. danske Landmandsforsamling i Randers for udstillede hus­ flidsarbejder. J oh ann e Petersen op re tter H jemme t for Vanføre I 1890 tog Johanne Petersen initiativet til oprettelsen af „Hjem­ met for Vanføre41. Det var hendes egen idé, og med sin sæd­ vanlige energi førte hun sine planer ud i livet. Hun var heller ikke bange for at løbe en betydelig økonomisk risiko. Flere af bestyrelsens medlemmer var af økonomiske grunde modstandere af, at man gav sig i kast med denne nye, krævende opgave. Frk. Petersen lod sig imidlertid ikke standse, og hun fik bl. a. støtte af Samfundets daværende formand. Der oprettedes nu en særlig forening i samarbejde med Samfundet, der påtog sig at ind­ samle de fornødne midler til hjemmets drift, og på denne basis kom virksomheden i gang i 1893. I Hjemmet optoges først og fremmest tilrejsende fra provinsen, der søgte Samfundet om hjælp. Senere modtoges også børn og unge, som søgte Samfun­ dets skoler. Indtil 1908 opretholdtes Hjemmet som en selvstæn­ dig institution, men man havde dog altid til huse i samme byg­ ning som Samfundet. Fra 1. jan. 1909 sammensmeltedes Hjem- og Samfundet, som herefter tog navneforandring til „Samfundet og Hjemmet for Vanføre44. Frk. Petersen havde endelig fået sin vilje trumfet igennem.

Forstanderinde Johanne Petersen.

Gulvmontre nr. 6 1) I bestyrelsesmodet 31/1 1893 kom det til en skarp menings­ udveksling ang. frk. Petersens planer om et Hjem for Van­ fore. De 3 læger prof. Studsgaard, overlæge Holstein og dr. Ravn talte om frk. Petersens „egenraadige Fremgangs- maade“, medens formanden og justitsråd Abrahams støttede frk. Petersen. I et følgende mode enedes man om at lade frk. Petersen drive Hjemmet som en selvstændig institution, dog med visse tilskud af Samfundets kasse. Bestyrelsesproto­ kol 1878-1932. Landsarkivet. 2) Grundbestemmelser for Hjemmet. 1893. Trykt. 3) Fotografi af Johanne Petersen. Kgl. bibl. Ved Samfundets 25-års jubilæum i 1897 hædredes Johanne Petersen med fortjenstmedaljen i guld. Fotografiet stammer formodentlig fra 1897. Vedlagt fortjenstmedaljen. 4) Fotografi af statsrådssekretær Koefoed, der som Samfundets formand fra 188(i-95 varmt støttede frk. Petersens planer. 5) Fotografi af sommerkolonien Bornely i Kokkedal. Idjemmet var installeret sammen med Samfundets klinik og

skole, men på grund af pladsmangel lejede frk. Petersen også visse lokaler ude i byen. Hun havde endvidere erhver­ vet en ejendom, kaldet „Børnely“, der lå ned til Øresund i nærheden af Kokkedal. Hun indrettede her en sommerkoloni for en del af de svagelige horn, som Samfundet iovrigt tog sig af. Med tiden udbyggedes „Børnely44, således at man både kunne modtage piger og drenge samt et mindre antal voksne patienter. Ejendommen solgtes i 1942 til Kobenhavns kommune. G) Program for Blomsterfesten i Koncertpalæet 20.-23. marts 1896. Vanføresamfundet. Som et led i frk. Petersens bestræbelser for at konsolidere Hjemmets driftsøkonomi afholdtes fra tid til anden såkaldte „Blomsterfester14 som regel under kgl. protektion. 1 mange år var det dronning Louise, der var protektrice. Efter hen­ des død i 1898 overtoges hvervet af hendes svigerdatter, den meget foretagsomme prinsesse Marie. 7) Indsamlingsliste til Hjemmet. 1909. Vanføresamfundet. Da Hjemmet i 1909 organisatorisk forenedes med Samfun­ det, havde Hjemmet en betydelig gæld, som det var frk. Petersen en æressag at få afviklet så hurtigt som muligt. På- ny blev indsamlingslister sat i cirkulation, og en række bor­ gere tegnede sig fra bidrag på 5 til 1.000 kr. 8) Frk. Johanne Petersen fortæller i brev af 11/7 1907 om sit møde med pastor Knudsen. Vanføresamfundet. 9) Bestyrelsesprotokol for Hjemmet. 31/3 1900. Man mindes den afdøde konge (Chr. IX), der ofte besøgte Hjemmet. Van­ føresamfundet. 10) Mindeord om Johanne Petersen. 1922. Avisudklip. Sta ten og Van fø resamfunde t 1876-1933 I de første år var Vanføresamfundet alene henvist til at ar­ bejde med privat indsamlede midler, enten medlemskontingen­ ter eller større eller mindre gaver. I 1870 opnåede Samfundet en statsbevilling på 2.000 kr. på kultusministeriets budget, og i årenes forløb øgedes denne bevilling, således at man i regnskabs­ året 1927-28 passerede 500.000 kr. I sammenligning hermed be­ tød de privatindsamlede midler kun lidt. En følge af denne ud­ vikling var et ønske fra socialministeriets side om større indfly­ delse på valg af bestyrelsesmedlemmer til Samfundet, der stadig var organiseret som en privat forening. Man ønskede endvidere

Børneafdelingens dagligstue på Toldbodvej.

større adgang til at kontrollere Samfundets regnskaber. Fra 1926 udpegede socialministeriet halvdelen af styrelsens medlemmer, og formandsvalget skulle ligeledes godkendes af ministeriet.

Gulvmontre nr. 7 1) Fotokopi af kultusministeriets skrivelse af 20/4 1876 med meddelelse om en statsbevilling på 2.000 kr. til hjælp for arbejdet med de vanfore born. Kopibog for kultusministe­ riets 2. ktr. 1876. Rigsarkivet. 2) Pastor Knudsen ansøger 10/6 1876 kultusministeriet om at skaffe udenbys vanføre born fri befordring på jernbanen. Kultusministeriets 2. ktr. j. nr. CG 365/1876. Sagen blev gennem indenrigsministeriet forelagt direktionen for de sjællandske jernbaner, som i en vedlagt skriv, af 29/8 1876 afslog andragendet med henvisning til konsekvenserne. Man tilbyder dog en vis moderation. Et par år senere for­ nyedes andragendet, og dennegang lykkedes det at få tildelt et mindre antal fribilletter. 3) Finansudvalget godkender en bevilling på 4.000 kr. til „Sam­ fundets gavnlige Virksomhed" på finansloven for finansåret 1878/79. Rigsdagstidende. Tillæg B 1877-78, sp. 313-14.

4) Hans Knudsen anmoder 6/6 1878 om, at den tilståede under­ støttelse på finansloven må blive udbetalt i 2 rater, nemlig 1/7 og i okt. kvartal. Kultusministeriets 2. ktr. j. nr. EE 338/ 1878. 5) Oversigt over udbetalte statsunderstøttelser 1909-28. Social­ ministeriets vanføreudvalg. Pk. II. Rigsarkivet. I 1910 var statsbevillingen nået op på 150.000 kr. I finans­ året 1927-28 udbetaltes omtrent 500.000 kr. 6) Socialministeriet skriver 22/9 1925 til Vanføresamfundet og foreslår, at ministeriet for fremtiden får større indflydelse på Samfundets ledelse. De under 6-8 opførte skrivelser ligger i socialministeriets arkiv. 2. ktr. j. nr. 796/1925. Rigsarkivet. 7) Referat af forhandling i socialministeriet 30/11 1925 under forsæde af departementschef J. K. Biilow. I mødet deltager bl. a. Samfundets daværende formand professor Kr. Sind­ balle. 8) Professor Sindballe meddeler 11/12 1925 socialministeriet, at man vil stille forslag om ændring af Samfundets vedtægter, således at ministeriets ønske om medbestemmelsesret kan op­ fyldes. For fremtiden skal ministeriet på åremål beskikke halvdelen af Samfundets bestyrelsesmedlemmer og godkende den af be­ styrelsens midte udpegede formand. 9) Professor Sindballe indberetter 19/2 1926, at han er valgt til formand i den nye bestyrelse. Socialministeriet godkender valget i skriv, af 2/3 1926. Socialministeriets arkiv 2. ktr. j. nr. 338/1926. Rigsarkivet. 10) Fotografi af prof. Kr. Sindballe, der virkede som Samfundets formand 1924-51. Udva lge t vedr. fremtidens vanfø refo rso rg I 1929 var K. K. Steincke blevet socialminister i det nyudnævnte ministerium Stauning-Munch. Hermed var vejen banet for gen­ nemførelsen af den såkaldte socialreform. Som led i forberedel­ serne nedsatte Steincke i begyndelsen af 1930 et udvalg, der skulle beskæftige sig med den fremtidige invalide- og vanføre­ forsorg. Udvalgets formand blev daværende departementschef K. H. Kofoed, der en kortere årrække havde været medlem af Vanføresamfundets styrelse. Allerede i 1930 forelå den 1. be­ tænkning, og indtil 1937 udarbejdede udvalget endnu 3 betænk­ ninger. Foruden professor Sindballe var flere af Vanføresam

fundets topfolk medlemmer af det nedsatte udvalg, som fik af­ gørende betydning for de kommende års vanføreforsorg, navnlig for gennemførelsen af planerne om moderne ortopædiske hospi­ taler. Gulvmontre nr. 8 1) Koncept til skriv, fra K. K. Steincke til Vanføresamfundet om nedsættelsen af et udvalg vedr. forsorgen for vanføre og lem­ læstede. Socialministeriets 3. ktr. j. nr. 186/1930. 2) Fortegnelse over udvalgets medlemmer. Udvalgsarkivet. Pk. III. Rigsarkivet. Foruden prof. Sindballe var overlæge Poul Guildal, forstan­ derinde frk. A. M. Speyer og administrationschef P. Bruun- Rasmussen medlemmer af udvalget. 3) Skriv, fra departementschef K. H. Kofoed, dat. 28/2 1930. Socialministeriets 3. ktr. j. nr. 186/1930. Rigsarkivet. 4) Fot. af departementschef K. H. Kofoed (1879-1951). 5) Overlæge Poul Guildal meddeler 28/2 1930, at han er rede til at indtræde i udvalget. Socialministeriet. 2. ktr. j. nr. 186/ 1930. Rigsarkivet. 6) Eksemplarer af udvalgets 4 betænkninger fra årene 1930- 37. Betænkning nr. 3, dat. 12/2 1937 drejede sig specielt om vanføreforsorgen samt om Vanføresamfundets fremtid. 7) Fotografi af tilpasning af prøveprotese på Ortopædisk hospi­ tals bandageri. Soc ialreformen a f 1933 I adskillige år havde statsmagten anerkendt sin forpligtelse til at støtte hjælpen til vanføre, men nogen egentlig lovhjemmel for denne støtte fandtes ikke. I 1901 var dog gennemført en lov, der godkendte, at hjælp til vanføre, der var anbragt på stats­ anstalter eller anerkendte anstalter ikke måtte betragtes som fattighjælp med de borgerlige virkninger, som modtagelse af fattighjælp normalt medførte. Med gennemførelsen af social­ reformen, specielt loven om offentlig forsorg, der fik kongens underskrift 20/5 1933 og trådte i kraft 1. okt. 1933, bragtes van­ føreforsorgen ind på linie med det offentliges støtte til andre handicappede borgere, og på basis af denne lovgivning kunne vanføreforsorgen nu udbygges i hurtigere takt.

Klinikkens venteværelse på Toldbodvej.

Gulvmontre nr. 9 1) Lov af 20/3 1901. Lovtidende 1901 s. 91.

Loven fastslog, at de omkostninger, der blev udredet af det offentlige, til opdragelse, underhold, forsørgelse samt kur og pleje for bl. a. vanføre og lemlæstede ikke måtte betragtes som fattighjælp, forsåvidt de pågældende var anbragt på statsanstalter eller af staten godkendte anstalter. 2) Lov om offentlig forsorg af 20/5 1933. Socialministeriets fo­ restillingsprotokol 1933. Socialministeriet. I lovens § 66 udtaltes, at staten skulle drage omsorg for op­ dragelse, underhold, forsørgelse samt kur og pleje af bl. a. vanføre og lemlæstede. 1 § 67 indeholdes de nærmere betin­ gelser for anerkendelse af anstalter til nævnte formål. Ved­ lagt fotografi af K. K. Steincke og trykt opslag af forsorgs­ lovens §§ 66-67. 3) På Vanføresamfundets vegne ansøger prof. Sindballe 4/9 1933 om godkendelse i henhold til forsorgslovens §67. 4) Socialministeriet svarer 26/10 1933, at man først skal have klaret alle spørgsmål vedr. Samfundets takster for hospitals­ behandling m. m. 5) I skriv, af 4/11 1933 erklærer professor Sindballe på Van­ føresamfundets vegne, at man er indstillet på at godkende

samtlige af socialministeriet opstillede betingelser for stats­ anerkendelse. 6) Socialministeriet giver 28/11 1933 Samfundet og Hjemmet for Vanfore statsanerkendelse i henhold til forsorgslovens § 67. De under 3-6 fremlagte skrivelser findes i socialmini­ steriets 3. ktr. j. nr. 648/1933. Rigsarkivet. 7-8) 1 montren er desuden fremlagt fotograier af amtmand Povl Holck (formand fra 1951-57) og direktør Viggo Villadsen (formand fra 1957-60). Spredte træk a f livet på To ldbodve jen Indtil 1935 foregik de fleste af Samfundets aktiviteter inden­ for den række af ældre beboelsesejendomme, som man efter­ hånden erhvervede på Toldbodvejen. Kun enkelte værksteder og afdelinger af Hjemmet fandtes andre steder i byen. Kernen i husrækken var Toldbodvej nr. 34 og 36, som man i 1895 købte af fhv. konsejlspræsident J. B. S. Estrup. I 1906 købte man af brænderiejer A. I. Beck ejendommene Toldbodvej nr. 38 og 42, og i årene 1908-10 gennemførtes betydelige om- og tilbygninger, der satte de forskellige ejendomme i forbindelse med hinanden. 1 1919 erhvervede man endnu en beboelsesejendom i dette kvarter, nemlig Toldbodvej nr. 32, og i 1938 købtes yderligere Toldbodvej nr. 40. Fælles for samtlige ejendomme var det for­ hold, at de oprindelig var bygget til helt andre formål end dem, Vanføresamfundet havde brug for. Følgen har da også været, at der gennem årene har måttet foretages betydelige ombygnin­ ger og moderniseringer, og der foregår stadig nødvendige mo­ derniseringer for at tilpasse de gamle bygninger til Samfundets formål. Toldbodvejen fik i 1954 navneforandring til Esplanaden. Gulvmontre nr. 10 1) Reglement for Samfundets klinik. Trykt. 1892. 2) Den ældst bevarede journal fra klinikken på Toldbodvejen. Vanføresamfundet. Journalen synes påbegyndt i 1899. Til hver patient er der indrømmet en kvartside. 3) Indbundne journaler fra den moderniserede klinik og det første egentlige ortopædiske hospital på Toldbodvejen. Van- foresamfundet. Det fremlagte bind indeholder journaler fra årene 1910-11. Vanføresamfundet. Ortopædisk hospital i København.

4) Redegørelse fra professor Sindballe, dat. 5/1 1926, om de trange forhold på Toldbodvejen. Socialministeriets 2. ktr. j. nr. 273/1926. I redegørelsen understreges, at der er pladsmangel overalt i de forskellige afdelinger. Der findes mange lange gange og mørke trapper. 5) Udat. redegørelse fra overlæge Poul Guildal om de utilfreds­ stillende behandlingsforhold i hospitalet på Toldbodvejen. Redegørelsen stammer nok fra 1926, og den ligger samme­ steds som 3). 6) Indsendt redegørelse til Vanføreudvalget om forholdene på Toldbodvejen. 1930. Udvalgsarkivet. Pk. II. Rigsarkivet. 7) Redegørelse for fremtidens lægelige behandling af de van­ føre. Formodentlig udarbejdet af overlæge Guildal og ind­ sendt til Vanføreudvalget i 1930. Udvalgsarkivet. Pk. II. Rigsarkivet. Indenfor Vanføresamfundets ledelse havde man længe arbej­ det med planer om opførelse af moderne ortopædiske hospitaler, og gennem årene havde man drøftet forskellige muligheder for et sådant hospitals placering uden for Toldbodvejen. En forud­ sætning var dog, at samtlige virksomheder kunne installeres i bygninger nær hinanden. Omkring 1930 kom ligeledes planer frem om opførelse af en samlet vanføreanstalt i Århus. Social­ reformens gennemførelse i 1933 muliggjorde realiseringen af de udarbejdede planer om opførelsen af moderne ortopædiske ho­ spitaler. I 1935 indviedes hospitalet i København og i 1940 Orto­ pædisk Hospital i Århus. Giilvmontre nr. 11 1) Prof. Sindballe indsender 14/1 1933 et forslag til socialmini­ steriet om oprettelsen af et ortopædisk hospital ved Lyngby­ vejen i København med 155 sygesenge og 50 gæstesenge. De under 1-4) fremlagte dokumenter findes i socialministeriets 3. ktr. jr. nr. 149/1933. Vedlagt fotografi af hospitalsfløjen på Toldbodvej, set fra gården. 2) Socialminister Steincke forelægger 2/3 1933 forslaget for fi­ nansministeriet. Oprettelsen af ortopædiske hospitaler i København og Århus

'g u r i r

| y : \ f c

Overlæge Panum opererer, assisteret af Thora Fiedler.

3) Forslaget om et ortopædisk hospital i Kobenhavn forelægges i marts 1933 finansudvalget til godkendelse. Opforelsen af hospitalet fandt sted i årene 1933-35 på en grund ved Borgervænget, indkøbt af Samfundet fra Køben­ havns kommune. Som arkitekt havde Samfundet engageret Harald Gad. Hele planlægningen var tilrettelagt af over­ læge Poul Guildal, der siden 1919 havde været i Samfundets tjeneste. 4) Professor Sindballe forelægger 8/6 1935 socialministeriet et forslag om yderligere køb af grundarealer ved Borgervæn­ get. Vanføreudvalget godkender forslaget, men man ønsker ikke for tiden at tage stilling til forslaget om en udflytning af samtlige virksomhedsgrene, da sagen ikke er færdigbehand­ let i udvalget. Som bekendt forblev Samfundets forskellige virksomhedsgrene endnu en årrække på Toldbodvejen, da hospitalsafdelingens udflytning gav mulighed for visse ud­ videlser af skolevirksomheden. 5) Forslag fra Vanføresamfundet af 10/2 1936 om indretning af et midlertidigt ortopædisk hospital i en del af det gamle amtssygehus’ bygninger i Århus. Socialministeriets 3. ktr. j. nr. 357/1935.

6) Vanføreudvalget foreslår, at man opforer et nyt ortopædisk hospital i Århus, og at der søges om de fornødne bevillinger hertil. 1936. Udvalgsarkivet. Pk. IV. Rigsarkivet. 7) Professor Sindballe foreslår 14/4 1936, at man forhandler med ulykkesforsikringsselskaberne om lån til hospitalsbyg­ geriet i Århus. Socialministeriets 3. ktr. j. nr. 357/1935. 8) Finansminister H. P. Flansen tiltræder 30/4 1936 forslaget om et ortopædisk hospital i Århus. Socialministeriets 3. ktr. j. nr. 357/1935. Rigsarkivet. 9) Koncept til skriv, fra socialministeriet til finansudvalget, dat. 26/3 1936 om opførelsen af det ortopædiske hospital i Århus. Socialministeriets 3. ktr. j. nr. 357/1935. Rigsarkivet. 10) Vanføreudvalget besøger Århus for at se på forholdene. Aar- huus Stiftstidende. 18/3 1936. F r a forening til selvejende institution Indtil 1962 var „Samfundet og Hjemmet for Vanføre1' formelt en privat forening, der forvaltede hovedsagelig statstilskud. Med årene havde disse nået ganske betydelige beløb. Samfundet havde længe været ene på skansen med hensyn til at tage sig af de vanføres problemer. Også på dette område var der efterhån­ den indtrådt visse ændringer, idet andre institutioner og virk­ somheder tog sig af beslægtede opgaver. Hertil kom endelig, at man i slutningen af 1950erne påtænkte en modernisering af socialreformen fra 1933 og navnlig en udbygning af de igang­ værende revalideringsopgaver. Tanken var ikke ny, men hele den moderne tekniske udvikling fremtvang en betydelig større indsats indenfor revalideringsarbejdet, og en ny lovgivning om revalidering blev gennemfort omkring 1960. Sjælen i dette ar­ bejde var socialminister Julius Bomholt. Det var socialminister Bomholts opfattelse, der deltes af frem­ trædende personligheder inden for revalideringsarbejdet, at ti­ den var løbet fra den organisationsform, som Vanføresamfundet havde levet under siden sin oprettelse i 1872. I 1960-62 for­ handledes der mellem socialministeriet og Vanføresamfundet, re­ præsenteret først og fremmest ved sin formand arkitekt Fl. Grut, om en nyordning, og disse forhandlinger endte med et kompro­ mis og i godkendelse af nye vedtægter og en ny organisations­ form. Foreningen omdannedes til en selvejende institution, hvis styrelse skulle udpeges dels af socialministeriet dels af en række organisationer. I alle særforsorgssager var Samfundet under-

__ . zz

Ortopædisk hospital i København med den nye revalideringsklinik.

kastet socialministeriets tilsyn og kontrol, og dette tilsyn udøve­ des af en særlig af ministeriet udpeget kommitteret. I alle andre sager, herunder forvaltningen af den gamle forenings betydelige formue, var styrelsen enebestemmende. De nye vedtægter trådte i kraft 1. april 1962, og de er stadig den basis, hvorpå man ar­ bejder. Gulvmontre nr. 12 1) Socialministeriet meddeler 20/7 1961 Vanføresamfundet, at man har godkendt en midlertidig bestyrelse, hvis funktions­ tid fastsættes til perioden fra 1/8 1961 til 1/1 1962. Et af denne midlertidige bestyrelses vigtigste formål var at udarbejde forslag til nye vedtægter. Arbejdet kunne dog ikke afsluttes inden nytår 1962, og bestyrelsen fik sin be­ skikkelse forlænget indtil sommeren 1962. 2) Socialminister Bomholt meddeler 20/7 1961 den fungerende formand arkitekt Flemming Grut, at socialministeriet har be­ skikket en række medlemmer til en midlertidig bestyrelse. Vedlagt billede af Jul. Bomholt. 3) Socialministeriet godkender 27/9 1961, at arkitekt Flemming Grut virker som formand for den midlertidige bestyrelse.

Broderiværkstedet på Toldbodvej.

4) Skriv, fra direktør Erik Leuning, dat. 5/2 1962 til den kom­ mitterede ekspeditionssekretær Leo Nielsen, at ministeriet kan godkende det af den midlertidige bestyrelse udarbejdede forslag til nye vedtægter. 5) Referat af den ekstraordinære generalforsamling i „Samfun­ det og Hjemmet for Vanføre1 12. febr. 1962. Bestyrelsespro­ tokol nr. 6. Landsarkivet. På denne historiske generalforsamling, der kun havde samlet 24 medlemmer, ophævedes den gamle forening, og man god­ kendte enstemmigt forslaget til nye vedtægter for den selv­ ejende institution, der skulle træde i stedet for den af pastor Knudsen oprettede forening. 6) Den nyudnævnte socialminister Kaj Bundvad godkender 2/3 1962 de nye vedtægter. 7) De nu gældende vedtægter for „Samfundet og Hjemmet for Vanføre11. Samtlige de i denne montre fremlagte dokumenter ligger i Vanføresamfundets arkiv med undtagelse af nr. 6. 8) Oversigt over de steder i landet, hvor Samfundet har etable­ ret lokale afdelinger. 1969. 9) Eot. af arkitekt Fl. Grut, der virkede som formand 1960-62. 10) Fotografi af Samfundets formand siden 1962 bogbinderme­ ster Frederik Knudsen.

Snedkerværkstedet på Toldbodvej.

Vægmon trerne Medens gulvmontrerne er anvendt til at vise en række væsent­ lige begivenheder i Samlundets 100-årige tilværelse, tjener væg­ montrerne i forste række til at belyse de forskellige virksom­ hedsgrene, som Samfundet har taget initiativ til, herunder de forskellige institutioner. En væsentlig bestanddel af montrernes indhold er billeder, som er stillet til rådighed af Vanføresam­ fundet. Medens man gennem de fremlagte arkivalier i de 12 gulvmontrer kan følge Samfundets vækst fra stiftelsesdagen, eksisterer der ingen billeder fra Samfundets virksomhed i de første 25 år. Man skal helt ned til tiden omkring århundred­ skiftet, før man med nogen lunde sikkerhed kan datere det be­ varede billedmateriale. Fra dette tidspunkt kan man imidlertid nøje dække Samfundets virksomhed rent billedmæssigt. Samt­ lige billeder i vægmontrerne er numererede og forsynet med en billedunderskrift. 1 det følgende gives derfor kun en summarisk oversigt over montrernes indhold. Vægmontre nr. 1-5. Fra primitiv klinik til modertie ortopædisk hospital I okt. 1873 begyndte den første primitive klinik for vanføre børn sin virksomhed. Klinikkens hovedformål var at yde lægelig bi-

H b J H n .

lig K J

m

Skolestue på Geelsgård kostskole.

Vægmontre nr. 10. Samfundets daglige administration I den ældste periode varetog formanden hele administrationen, bortset fra kassererforretningerne. Efterhånden som virksomhe­ den udvidedes, måtte man lidt efter lidt opbygge et egentligt kontor, og det første enkle hovedkontor indrettedes efter over­ flytningen til Toldbodvej i 1896. Som den øverste administra­ tive leder med ansvar over for styrelsen stod i mange år den såkaldte forstanderinde. Denne stilling beklædtes indtil 1922 af frk. Johanne Petersen og derefter af frk. Anna Margrethe Speyer. Ansvaret for Samfundets lægelige indsats lå dog fra 1910 i overlægens hænder. Endnu i 1934 havde hovedkontoret kun 8 faste funktionærer. Socialreformens gennemførelse og indretningen af de nye ortopædiske hospitaler medførte en kraf­ tig forøgelse af det administrative arbejde, og det blev nødven­ digt at omorganisere hele centraladministrationen. Fra 1934 samledes de administrative tråde i en nyudnævnt administra­ tionschefs hænder. Samfundets første administrationschef var kontorchef Poul Bruun-Rasmussen, der imidlertid allerede døde i 1942. Han efterfulgtes af den da 39-årige fung. kontorchef i arbejds- og socialministeriet Poul Stochholm, og han varetog ad­ ministrationschefens efterhånden yderst ansvarsfulde gerning indtil 1970. Ved frk. Speyers afgang i 1944 udnævntes ingen ny forstanderinde.

Cl ►1 W

Cl

CL ?T S CL o < C C/J « 3 CD g CL ** H Cl Cl i-} O g C/J R* cr S> Cl l-» o CL 2 Cl Cl -d t/J 51 CD OO

cn 5!Cl OO NO

Interiør Ira en al de moderne butikker på Esplanaden.

Vægmontre nr. 11-12. Barneskolen Foruden at give faglig uddannelse har Vanføresamlundet også gennem årene givet almindelig skoleundervisning for mindre­ årige børn. Denne undervisning var samlet i den såkaldte Barne- skole. Skolen modtog først og fremmest sådanne børn, som på grund af deres legemlige handicap vanskeligt kunne søge den almindelige offentlige skole. Fra ledelsens side bar man altid søgt at holde denne skole i faglig henseende på højde med nor­ malskolen. Indtil efteråret 1955 fandt undervisningen sted på Toldbodvej. Herefter flyttedes en del af eleverne ud til den ny­ opførte Geelsgård kostskole i Virum. De fleste af eleverne bor på skolen, og de får foruden undervisning også en vis lægelig og fysioterapeutisk behandling. Andre elever køres daglig til og fra skolen. Vægmontre nr. 13. Vanførehjemmet Vanførehjemmet, hvis stiftelse nærmere er beskrevet under rede­ gørelsen for indholdet af gulvmontre nr. 6, er stadig en integre­ rende del af Vanføresamfundets virksomhed. Hjemmet har gen­ nemgået en betydelig modernisering gennem de sidste år og har naturligvis nydt godt af, at flere virksomhedsgrene har forladt de gamle bygninger på Toldbodvej, således at man har kunnet skabe mere plads til soveværelser og opholdsstuer.

r-*c:

H i Central Social-Scrvice i Kollektivhuset på Hans Knudsens Plads.

Vægmontre nr. 14. Nordisk og internationalt samarbejde Lige siden Vanforesamfundets stiftelse i 1872 har man haft nære kontakter med tilsvarende institutioner i Norden og i ud­ landet. Man har gennem årene modtaget adskillige besøg, og Samfundets ledende funktionærer har ofte været på rejse. I mange år betragtedes Danmark som foregangslandet, hvad van­ føreforsorgen angik. Efterhånden kom udlandet også med, og Vanføresamfundets medarbejdere kunne lære meget af uden­ landske kolleger. Det gælder ikke mindst på det lægelige om­ råde. I de nye vedtægter fra 1902 er det udtrykkelig pålagt Van­ føresamfundet at støtte den videnskabelige forskning, der har betydning for vanføresagen, og deltage i nordisk og internatio­ nalt samarbejde på de områder, hvor det tjener Samfundets interesser. Vægmontre nr. 15. Hans Knudsen-medaljen I 1961 stiftede bestyrelsen for Vanføresamfundet en Hans Knud- sen-medalje. Den tildeles uden ansøgning en mand eller en kvinde inden for et af de nordiske lande som anerkendelse for hans arbejde inden for vanføresagen. Medaljen, der er i guld, er forsynet på forsiden med et portræt af Samfundets stifter. Med medaljen følger en kontant pris på 10.000 kr. Uddelingen fin­ der sted på Samfundets stiftelsesdag d. 21. oktober.

Vægudsmykning ni.ni.

På væggen bag talerstolen er ophængt et maleri af Pastor Hans Knudsen, malet af P. Rostrup Bøjesen. På modsatte endevæg er ophængt en fotostatkopi af Vanføre­ samfundets bygningskompleks på Esplanaden. På væggen ud mod haven findes i midten Aug. Tørsleffs maleri fra 1942 af overlæge Poul Guildal, flankeret af tavler med navne på en del af de elever, der har gennemgået Hånd­ værkerskolen. På borde i salens baggrund er monteret de berømte sypulte, der er anvendt ved undervisningen af vanføre, prøver på forskel­ lige broderier m.m. samt prøver på gamle og nye proteser og hjælperedskaber. I hjørnet er opstillet en gammeldags lire­ kasse, i mange år de vanføre og lemlæstedes tro følgesvend.

Vanforeforsorgens ejendomme, Esplanaden, Kobenhavn K

ij*te **t i \ i '4 i 4/S< \ ’i ' - V , ’ i:"! £

stand ved bl. a. at fremskaffe korsetter, primitive proteser og or­ topædisk fodtøj. Med årene blev man sat i stand til at yde en mere avanceret assistance, og fra 1910 kunne man både gennem­ føre forskellige operationer samt yde massage og sygegymna- stik. I takt med den ortopædiske videnskabs fremmarch blev det muligt at gå i gang med at løse selv de vanskeligste spørgsmål, og arbejdsvilkårene forbedredes i høj grad, da man i 1935 kunne tage det ortopædiske hospital i København i brug og i 1940 indvi et tilsvarende hospital i Århus. Ved flere lejligheder ydede Samfundets lægelige kapacitet en afgørende indsats fx ved efterbehandling af polioramte patienter, og til de nyeste spe­ cialiteter hører behandlingen af de spastisk lammede. Ved siden af de to ortopædiske hospitaler har Samfundet inden for den sidste menneskealder oprettet en række ambulatorier, således at vanføre fra alle dele af landet har fået kortere afstand til be­ handlingsstederne. I nær tilknytning til hospitaler og ambulato­ rier virker en række bandagerier og skomagerier, der med ud­ nyttelse af alle den moderne tids tekniske hjælpemidler og nye råmaterialer er istand til at levere fornødne proteser og fodtøj. Vægmonlre nr. 6-7. Håndværkerskolen Vanføresamfundet har ikke bløt ydet sine klienter lægelig hjælp. Man har anset det for ligeså vigtigt at etablere en fag­ lig uddannelse af de personer, som henvendte sig til Samfundet om hjælp. Denne hjælp kom først og fremmest børnene og de unge til gode. Man begyndte med at uddanne piger, men hur­ tigt kom også drengene med. Den såkaldte ,,Skole for énhaan- dede og lamme" var Samfundets tidligste undervisningsanstalt. Med årene omdannedes den til en regulær håndværkerskole, hvortil var knyttet en lang række værksteder, således at unge vanføre kunne blive uddannet netop ved det fag, som de havde størst evne til og mest interesse for. Et betydeligt antal unge mænd og kvinder har gennemgået denne faglige uddannelse, hvortil er knyttet også en undervisning i almindelige skolefag, og de har herigennem erhvervet mulighed for at finde deres na­ turlige plads inden for det normale arbejdende samfund. En del af lærlingene har foretrukket at knytte deres fremtidige tilvæ­ relse til Vanføresamfundet, også efter læretidens udløb, og ad­ skillige har fundet arbejde enten som lærere eller som alminde­ lige medarbejdere på de eksisterende værksteder og bandage­ rier. De på værkstederne fremstillede produkter afsættes for en stor del på det private marked. For at stimulere salget driver Samfundet en række butikker i ejendommen på Esplanaden.

Geelsgård kostskole i Virum.

Vægmontre nr. 8. Samfundets 100-års jubilæum Vanføresamfundets 100-årsdag d. 21. okt. 1972 fejres på for­ skellig måde, bl. a. ved udsendelsen af et specialfrimærke med overpris. 1. udsendclsesdag var 17. aug. 1972. Frimærket er tegnet af kunstneren Sven Havsteen-Mikkelsen. Man bad om, at frimærkets symbolik skulle være „opløftende og positivt og på ingen måde negativt11. Frimærket afbilder en gruppe engkabbe- lejer. „Jeg kender intet mere opløftende syn end engkappelejens gule blomster, som jo er en av de første forårsblomster, man ser i størstedelen av Norden11, var kunstnerens reaktion. I det op­ rindelige udkast, som udstilles, var frimærkets værdi angivet som 60 + 10 øre, men inden frimærket udkom, var værdien æn­ dret til 70 + 10 øre. Vægmontre nr. 9. Samfundets hovedsæde på Toldbodvcj, idag Esplanaden Siden 1896 har Vanforesamfundet boet på Toldbodvej i Køben­ havn. Idag ejer man en række ældre beboelsesejendomme i den­ ne gade, og de til forskellig tid indkøbte ejendomme er ved om- og tilbygninger bragt i indre forbindelse med hinanden. Gaden har fået navneforandring til Esplanaden, og hovedkontorets adresse er idag Esplanaden nr. 34. 1263 København K.

Made with FlippingBook Online document