Forskønnelsen_1924

OM TRÆFÆLDNINGER /aar som saa mange Aar tilforn svømmer Aviserne over med indsendte Artikler fulde af Klager over Træfældningen i vore Parker; iaar or det især Frederiksberg Have, der staar paa Dagsordenen. Foreningens Bestyrelse har paa et Møde drøftet dette Spørgsmaal med Fagmænd og er for sit Vedkommende kommet til det Resultat, at den paa Spergsmaalet om, hvorvidt Hugsten i Frederiksberg Have er berettiget eller ej, maa svare, at der efter dens bedste Skøn ikke er foretaget Fældninger i større Udstrækning, end hvad der maa antages at være til Gavn for Træbestandens sunde Udvikling. For dog at faa hele denne Sag belyst saa grundigt som muligt og navnlig for at faa en Diskussion i Gang, en Diskussion der af Pladshensyn imidlertid maa hen­ vises til Dagspressen, hvem vi herigennem opfordrer til at tage Sagen op til Drøftelse, har vi bedt Medlem af Foreningens Raadgivende Udvalg, Hr. Have­ arkitekt E. ERSTAD -JØRGENSEN om en Udtalelse og derefter modtaget nedenstaaende Artikel.

D e t er ganske nødvendigt at hugge i gamle Haver, og der vilde være langt mere Grund til at klage, hvis Havens Bestyrelse lod Økse og Sav blive i Redskabsskuret og overlod Træerne til deres egen indbyrdes Kamp om Plads og Lys med den snigende Ødelæggelse, dette uvægerligt vilde have til Følge. I Modsætning til Mennesker og Dyr ophører Træer som bekendt aldrig at vokse. Saa længe Træet lever, lægger det aarlig et Stykketil sin Vækst. Højdevæksten standser ganske vist paa det nærmeste i Alderen omkring de halvthun- drede Aar, men hver enkelt Gren vokser videre, Træets Krone breder sig mere og mere, og det er da en Selvfølge, at Trækroner, der allerede har naaet at slutte sig sammen, ikke kan staa lige saa tæt i en lang Aarrække uden at gøre hinanden Fortræd. De Arter, der vokser højest op, og navnlig de, der kan taale en Del Skygge, og som selv er særlig skyggegivende, vinder inden længe Overhaand, medens de lysbehø­ vende Arter som Eg, Birk, Robinia, Skovfyr, Lærk, Fuglekirsebær, forskellige Poppelarter og mange andre mister mere og mere Løv, ind­ til de i Løbet af faa Aar gaar ud, fælder Gren efter Gren for tilsidst at styrte til Jorden i en Storm. Denne Træernes »struggle for life« har gan­ ske vist sin store Skønhed ude i den uberørte Natur, men det kan aldrig blive andet end Uor­ den inde i en Park, ganske som hvis man vil­ de lade enkelte Bygninger i Byen falde i Rui­ ner af »maleriske« Hensyn. En Bypark er ikke, kan og maa heller ikke blive Natur, ligesom en Statue ikke skal være en Panoptikonsfigur med »rigtigt« Haar og Glasøjne. Mennesker har anlagt Parken, Mennesker skal bruge den, og Mennesker bliver stadig nødt til at gribe regulerende ind baade med at hugge ud og plante efter. F O R S K Ø N N E L S E N . XIV. AARO. 1924. Nr. I.

Alt i alt bliver der næppe hugget stort mere i Frederiksberg Have og Søndermarken nu end tidligere, og Klagerne over »Vandalismen« der­ ude har da ogsaa lydt Aar efter Aar, saa langt jeg kan huske tilbage. Helt morsomt maa det iøvrigt ikke være hvert Aar at blive udskrcgct som Vandal i alle Byens Aviser, og man maa anerkende den Uanfægtethed, hvormed der ikke des mindre arbejdes videre efter bedste Overbevisning; for det vilde jo være meget nemmere at indskrænke Hugsten, blive den populære Haveinspektør og lade Fremtiden om at konstatere den derved forvoldte Skade. Selve det, at der hugges, ja selv det, at der paa et enkelt Sted hugges stærkt, berettiger ikke til Kritik, for Udhugninger er kun den ene Del af Arbejdet, der derfor ikke kan bedømmes uden i Forbindelse med den anden Del: Plant­ ningen. Hvis det, der tilsigtes ved disse to Ope­ rationer i Forening, er til Gavn for Haven, er der ingen Grund til at raabe Ak og Ve, selv om der staar aldrig saa mange Rummeter Brænde som det synlige Tegn paa Mandcfal- det. Kun ved at undersøge, hvad der kan op- naas under de givne Forhold, og hvad der bør tilstræbes, og ved at sammenholde dette med det, der sker, er det muligt at bedømme det udførte Arbejde og øve Kritik. Af Træerne derude stammer Lindetræerne som bekendtfra Frederik IV's regelmæssige An­ læg i den den Gang moderne Barokstil, men det øvrige hidrører fra Omlægningen sidst i 1700- Tallet, hvor det regelmæssige saa vidt muligt udviskedes, medens Haven tilplantedes stærkt med allehaande Træer og Buske, idet der kun blev holdt enkelte Gcnncmkig aabne, navnlig de to, der endnu er bevaret, Udsigten fra Slot­ tets Façade og Udsigten vinkelret derpaa i For­ længelse af Frederiksberg Allé. Saa længe Plantningen var ung, dannede den tætte Krat. 1