SilkeUldenLærredskræmmerlave_1651-1861

Klage oyer Hosekræmmerne.

162

kræmmer og drev Landet om med sin Kram, vel vidende, at han ved denne sin Omløben kunde fortjene mere end ved at dyrke Jorden. Omsider nærmede han sig Hovedstaden, blev op­ tagen blandt dens Borgere, men som Borger paa sin Haand- tering, paa at sælge uldne Strømper og Vanter. Kalder man dette Fortjeneste, ja saa kan enhver Bissekræmmer, Ligger eller Omløber ogsaa tilegne sig den. Og hvad andre Meriter have vore Hosekræmmere at prange med? hvor ere de Strømpe­ fabrikker, de have oprettet? de Filt- og Multums-Manufakturer,. de have anlagt? de Flids- og Dueligheds-Værker, de kalde for deres? Vi have dog, uden at prale deraf, oprettet en Fabrik i vor Handelsvej, der til Dato er bleven vedligeholdt paa vor Regning alene, skønt med Tab, som det høje Kollegium ikke er ubekendt, men vi glæde os ved, at et Par hundrede Mennesker derved have haft deres Levebrød, ti dette er dog en Gevinst for Staten. Men hvad bryste Hosekræmmerne sig af? „Ja, de have lært, sige de, den sælandske Bonde at gøre Filt af Vadmel, ifald det var sandt, men andre oplyste i Manu­ fakturvæsenet modsige det ganske og bevise Umuligheden deraf.. Altsaa et Skryderi, som er grundet paa Usandhed, ti var dette saa, behøvede de ikke, til største Præjudice for Klædekræmmer- lavet til Salg at forskrive Filter fra Neumunster, hvilke de for­ tælle os, koste dem deres kontante Penge, ligesom vi fik dem for intet, eller ligesom de ikke skulde betale, hvad de købte. „Endelig maa vi besvare den ublu Beskyldning, Hose­ kræmmerne gøre os Klædekræmmere, at vi enten søge at øde­ lægge dem eller at stanse Fabrikkerne og maaske rent ophæve dem, paa det vi kunde leve desto overflødigere. Omendskønt denne Tanke er nedenfor al Besvaring og sandelig vi undre over, at Mænd, som skulde være vore Medbrødre, tør vove at nærme sig Majestæten med en saa sort Beskyldning, en Beskyld­ ning, som synes alene at kunne avles hos et Folk, der hverken kendte til Sæder eller til Borgerpligt, saa maa vi dog svare saa meget, at naar vi som Købmænd i en Hovedstad kunde tænke saa vankundig om de Indretninger, der udgøre Statens