HestenPaaKongensNytorv

Der var, som Musæumsdirektør Leo Swane klart betonede det i et Indlæg i Dagspressen, tre Muligheder: »Den første, at man lader den staa, som den er, den anden, at man søger at restau­ rere den, den tredje, at man stræber efter et helt nyt Eksemplar«. At lade »Hesten« blive staaende var ensbetydende med at lade den styrte sammen før eller senere. Forinden kunde man tage en Gipsafstøbning og opbevare Mindet om Statuen paa et Musæum — dermed var Hesten begravet, og havde faaet sit hvide, livløse Gravmonument. Hvad en Restaurering angik, da maatte Sagkundskaben, trods vort Aarhundredes næsten alt overvindende tekniske Hjælpemid­ ler, erklære den uigennemførlig og formaalsløs. »Hesten«, der havde overværet adskillige af Hovedstadens Epidemier og var kommen godt fra det, havde faaet »Blypest«. Rystet over »Hesten«s Jammersminde, som nu blev gentaget fra mange Sider, henvendte I enrigsministeriet, hvis Departe­ mentschef den Gang var den senere Amtmand Ulrich, en af »He­ stem« varmeste Beundrere, sig i Juni 1938 t l Kunstakademiet, for at faa en monumentkyndig Billedhugger til at foretage et Skøn over Statuens Tilstand. Akademiet udpegede Den lille Hav­ frues Billedhugger, Edv. Eriksen, til straks at tage fat paa Arbej­ det. Der blev slaaet en Aabning i Bugen, hvorved Stumper af Tagsten og Ler raslede ud, og Hr. Eriksen stak saa Hovedet in­ denfor og konstaterede, at »Hesten« indvendig var klinet op med Chamotteler, Gips og Brudstykker af Tagsten omkring et Bin­ dingsværk eller Skelet af Jern og udenpaa støbt i tykt Bly. Jer­ net var fuldstændig gennemrustet og Lermassen sammenskredet. Ni Aar før var den blevet afstivet, men det havde ikke været til­ strækkeligt til at standse den hurtigt tærende Sygdom. Senere afgav den kongelige Bygningsinspektør, Professor Kaj Gottlob en Erklæring, der gik ud paa, at »Hesten«s Tilstand nu, halvtredje Hundrede Aar efter at den rejstes, var en saadan, at

35