AndersSandøeØrsted

T I D E N T I L 18 13

9 3

Tingenes Ret. Her behandles først Inddelinger af Ting og Tingenes Ret dernæst Ejendom i Almindelighed, offentlige Ting i Særdeles­ hed, offentlige Stifteisers Ting, ingens Ting, visse Forretter, der forundes Ting tilhørende Kongen, offentlige Stiftelser m. v., og sluttelig private Ting i Almindelighed. Der sluttes med et Tillæg, stort 170 Sider, til alle 3 Bind, altsaa Noter til Noter, hvorved det hele just ikke blev mere overskueligt. Til yderligere Forsvar for foreløbig at standse Planens Gennem­ førelse — det samme Ørsted havde maattet gøre med Skriftet om Trykkefrihedens Grænser — henvises der til, at Skriftet om Tyveri kunde anses som en Del af Supplementet samt at en hel Del Stof var meddelt i Afhandlinger i Juridisk Arkiv og ogsaa noget i Ind­ ledninger i Formularbogen. „Jeg tør derfor tro,“ skriver han, „at det, saafremt en lykkelig Forandring af Omstændighederne vilde sætte mig i Stand til at anvende 2 å 3 Timer daglig paa Supplemen­ tet, skulde blive mig muligt i faa Aar aldeles at tilendebringe dette Værk, hvorefter det ej skulde vare længe med det nye System.“ Planen til et saadant, altsaa en original sammenhængende Fremstil­ ling af hele den gældende Ret fastholder han saaledes paa dette Tidspunkt. Som Momenter, der talte for at fortsætte Udgivelsen, henviser han til „den lykkelige Vending, som min Sundhedstilstand i de senere Aar har taget,“ til sit indsamlede juridiske Stof og til det hædrende Bifald, sagkyndige havde skænket hans videnskabe­ lige Bestræbelser43). I Kjøbenhavnske lærde Efterretninger for 1810 har en anonym Recensent indgaaende og meget anerkendende anmeldt Tyveriafhandlingen og det udkomne af Juridisk Arkiv og Supplementet44). Det maa erkendes, at Ørsted var saa heldig at henvende sig til en særdeles forstaaende Læsekreds. Naar Recensen­ ten retter nogle Indvendinger mod Stilen, maa man vistnok give ham Ret: den kunde have vundet i Letforstaaelighed ved større Sammentrængthed, og ved Sondring mellem egen Fremstilling og Imødegaaelse af Indvendinger. I det hele havde Forfatteren vel ikke haft Tid og Lejlighed til at ofre altfor megen Opmærksomhed paa Formen for alle de nye Realiteter, han havde paa Hjerte. Det havde først og fremmest været nødvendigt for ham at foretage sin Indsamling af Materialier. Nævnte Recensent vilde „ikke tilbage­ holde det Ønske, at Forf. i sin litterære Virksomhed vilde bestige et højere Trin og ligesom begynde en ny Løbebane. Han har for­