AndersSandøeØrsted

T I D E N T I L 1 8 1 3

97

Schlegels og Nyerups Udgave af Koefoed Anchers Skrifter) samt en udførlig Omtale af Skrifter, der kritiserede Baron v. Eggers’ af Ørsted lavt vurderede Udkast til en Kriminallovbog for Hertug­ dømmerne (hvori Ørsted med Skarphed vender sig mod Gonners Optræden som Kriminalist, hvilken han tilskriver „Forfængelighed og Avindsyge mod den Mand, der har leveret det skarpsindigste Kriminalrets System“ [Feuerbach]). Hele denne Skribentvirksomhed frembyder Billedet af en frodig voksende Skov af juridiske Tanker. De Æmner og Opgaver, som i Øjeblikket laa for, enten rejst ved Retssager, der — mulig under Meningsforskel — havde været paadømt, eller fremkaldt ved ny- udkomne Skrifter, der æggede til Modsigelse eller krævede Sam­ menligning med danske Forhold, maatte fortrinsvis lægge Beslag paa det Timetal, der kunde vies Arbejdet ved Skrivebordet. Med Mellemrum optraadte saa Perioder af Overanstrængelse og Svage­ lighed, som hemmede Frembringelsen; Ørsted skulde efter sin Kon­ stitution arbejde med jævn Kraft og taalte ikke den stærke An­ spændelse i kortere T id 45). De store Opgaver, der stedse laa ham paa Sinde, kunde derfor ikke naa frem til Løsning saa tidlig, som det i Planlæggelsens optimistiske Øjeblik havde forekommet ham. Vi saa, at Trykningen af den i 1809 udkomne Tyveriafhandling var begyndt i Foraaret 1807, og han meddeler i dens Fortale at have begyndt paa Trykningen af Supplementets tredje Bind, som han haaber at kunne bringe til Ende i den tilstundende Sommer, men det kom først i 1812. Paa dette Sted taler han iøvrigt om Tid efter anden i særskilte Værker at afhandle enkelte andre juridiske Gen­ stande af udstrakt Omfang f. Eks. Injurielovgivningen og Kriminal- processen Planer der ikke blev til noget. Da han havde bundet sig ved en Subskriptionsindbydelse paa Supplementet, var han nødt til at fremkomme med disse Redegørelser. For at vinde et Overblik over Afhandlingernes Mangfoldighed maa de ses dels i deres indbyrdes Sammenhæng dels i Forhold til de foreliggende ældre Fremstillinger. Om det sidste maa henvises til Omtalen af de enkelte Emner. Hvad det første Synspunkt, det in­ dre, angaar, saa havde Ørsted — som det maatte ventes efter hans oprindelige stærke Fordybelse i Dydslærens og Retslærens Prin- eiper fortsat med at udforme sin almindelige Retsanskuelse. Det Helhedsbillede heraf, han allerede i dette Tidsrum naaede til Ørsteds Biografi ~