AndersSandøeØrsted

10 2 T I D E N T I L 1 8 1 3 der skal sikre Opdagelse af alle Overtrædelser. Og gaar man videre til Retsplejens Indretning, vil man ingen Vegne kunne komme, naar der ikke kan stoles paa Vidners Paalidelighed, der atter beror paa deres Moralitet og Religiøsitet. Meget udførligt udvikles det end­ videre, at det bliver umuligt, som man har forsøgt det, ved udfør­ lige Love at binde Dommernes Virksomhed til at følge snævert afgrænsede rent logiske Baner. De maa skønne over Beviset, over Handlingens retlige Karakter og over dens Retsfølger, saaledes at der overalt maa søges Støtte i deres Retsind og Samvittighedsfuld­ hed. Tilsvarende Betragtninger gælder Ihændehaverne af den høje­ ste Statsmagt. Staten har derfor Grund til samtidig med at fuld­ kommengøre sine Straffelove og andre Tvangsanstalter at uddanne alle de Indretninger, der kan tjene til at kvæle den indvortes Drift til Uret og at nære det retkære Sindelag. Det sidste Spørgsmaal om Muligheden af at sørge for Fyldest­ gørelse af Statens Interesse i Borgernes Religiøsitet besvares be­ kræftende. Staten kan paalægge Bidragspligt til vedkommende Ind­ retninger, Staten kan beskytte Religionsudøvelsen mod Angreb og bekæmpe vantro Lære. Afvigende Trossamfund bør have fuld Fri­ hed, naar de underkaster sig den borgerlige Orden. Efter Ørsteds nærmere Udvikling vil de positive Religioner betjene sig af en vis Antropomorfisme, der nødvendiggøres ved Erkendelsens Ufuldkom­ menhed; naar denne er symbolsk og ikke dogmatisk, er den „al­ deles uskadelig“. De Grundartikler, hvori Læren finder sit Udtryk, tænker Ørsted sig iøvrigt som noget, der efter Samfundets for­ andrede Forestillingsmaade kan modificeres. I Trykkefriheds­ afhandlingen S. 119 havde han skrevet om „det mindre væsentlige Indhold i Kongeloven fornemmelig det om den herskende Reli­ gion“ som noget, der efter hans Tanker ingen Retsvirkning havde, idet den ene Generation ikke kan foreskrive den anden noget i denne Henseende, og der ingen lovlige Tvangsmidler var mod Kon­ gen om han ikke bekendte sig til den luthersk-kristelige Religion eller vældigt haandhævede og beskærmede den. Disse Udtalelser, navnlig den første, ligner ret stærkt de Udtalelser i den langt senere Afhandling om Kirkeforfatningen (1826), der voldte hans Afskedigelse fra Pastoralseminariet m. v .; her ses de ikke at have vakt særlig Opmærksomhed. Afhandlingen af 1811 om Grændserne mellem Teori og Praksis