AndersSandøeØrsted

170 T I D E N T I L 1 8 3 5 mod det umandige Sværmeri, hvortil en ensidig lærd Uddannelses endelige Overmættelse saa let forfalder . Denne Synsmaade var forskellig fra den upersonlige Fatalisme, Howitz havde givet Ud­ tryk for. Selv om Mynster lejlighedsvis rejste nogen Indvending mod Ytringer af ham, se II S. I 12), gik Naturforskerens Tanker ad Veje, Broderen gerne fulgte. Denne vier ham efter hans Død en beundrende Omtale paa dette Punkt, og hvad han iøvigt frem­ hæver om ham, kunde være talt om ham selv: „Hans hele viden­ skabelige Virken bar Præg af en Renhed, Sandhed, Jævnhed og Sindsfred, hvis Lige man sjældent ser. Af alt overspændt, sminket og opskruet var han en afgjort Hader, men enhver redelig og sund aandelig Bestræbelse erkendte han med Glæde. Liv III 319 ff. ). Ved Slutningen af denne Periode fremkom en Hyldest til Ørsted i Sibberns Patriotiske Intelligentsblade (1835) ; efter Titlen var det nærmest i Anledning af Stænderforsamlingen i Roskilde, men Indholdet rører mest ved den Kendsgerning, at Ørsted ved Af­ slutningen af sin Haandhog havde taget Afsked med sine Læsere. Sibbern, der nu var Professor i Filosofi men var begyndt som Forfatter i Ørsteds juridiske Arkiv, havde de bedste Betingelsei for at levere en forstaaende Karakteristik af ham. Idet han spørger sig, hvor Ørsted har Styrken fra til at opretholde sin store Virk­ somhed trods forskellige Genvordigheder, svarer han saaledes: „Men et Hovedpunkt af væsentlig Betydning netop med Hensyn til denne Virksomhed og Arbejdsomhed hos en ellers virksom og driftig Natur er og bliver hin rene, frie, store, altid aabne, sande Velvilje, som gør vor Ørsted saa elskværdig og saa yndet. Et af Hjertet velvilligt Gemyt er et fra Grunden frit Gemyt, der lever i Verdensharmoniens og Totalitetens Sfære, og hvad skulde, naar dermed en kraftig Virkedrift og et klart og ubestikkeligt Judicium parrer sig, samt hin hurtige og omfattende Hukommelse, der har alt fornødent straks tilstede og paa rede Haand, mere være egnet til at disponere til Kræfternes fulde og til deres bedste Brug. Og den dybe Velvilje rykker nu tillige Sjælen nær hen til de Eksisten­ sens Egne, om jeg saa maa sige, hvor Kraftens Grundkilder rin­ der. Og naar til de Selvfølelser, som rykker os nær hen til disse Eksistensens Egne, ogsaa den Ydmyghed henhører, som vi lader ses i den rette Betydning, naar vi uagtet alle Følelser skulde være kristelige, dog især føjer dette Tillægsord til den, og kalder den den