AndersSandøeØrsted

24

T I D E N T I L 1 8 0 1 Ørsted og vel ogsaa en Stimulans for ham til eget Videre- arbej de. I sine Erindringer udtaler Ørsted angaaende Prisafhandlingen — idet han iøvrigt betegner sin Fremtræden i Litteraturen som „noget for tidlig“9) — at han deri havde forkyndt sin daværende Mening om den Kantiske Filosofis endelige Opløsning af alle Tilværelsens Gaader med en Sikkerhed, der vistnok ikke kunde siges fri for Ubeskedenhed, og han erklærer sig utilfreds med den heftige Tone i sine Breve til Horrebow, som han mener maa være smittet af den da i tyske filosofiske og æstetiske Stridigheder gængse T on e10). Denne Kritik vil ogsaa Nutidslæseren underskrive. Det er endnu ikke Klassikeren Ørsted, der her har ført Pennen. Sit første Skrift mod Horrebow havde han sluttet saaledes: „Her er nu mine Erin­ dringer mod Religionsbladet Jesus og Fornuften. Maatte de bidrage til at vække Hr. Horrebow og hans Publikum af den Slummer, hvori de er inddyssede, maatte det anspore ham til at lægge sig efter en alvorligere Filosofi, der da uden Tvivl vil møde en duelig Arbejder i ham, og give dette Afsmag for slig Halvfilosofi, saa er mit Øjemed opnaaet. Hvis Hr. Horrebow eller nogen af hans vil indlade sig i udførlig Gendrivelse af min hele Revision eller nogen Del deraf, skal det være mig kært. Men skulde de blot frem­ komme med tomme Magtsprog eller Eksklamationer over enkelte af dens Sammenhæng revne Steder, saa har jeg intet at gøre med dem uden ved Lejlighed at revse dem for saa ufilosofisk og sand­ hedsstridig Fremgangsmaade.“ Ørsted var da knap 20, Horrebow dog 29 Aar. To Aar senere skriver han i det første af sine 3 Breve til Forsvar for sin Tone overfor Horrebow: „Vel var det, der egentlig opvakte mig til at skrive mod Dem og at skrive mod Dem i den Tone, jeg skrev, Deres arrogante, haanende, bagvaskende og derhos sløve og fornuftløse Angreb paa den scientifiske Filosofi, som var og er mit kæreste Studium . . . “ Det sidste af Brevene, der ikke blev fuldført, slutter den to Aar lange Polemik med følgende Ord, der nærmest røber Træthed: „Men eet Hæfte af Minerva kan ikke tage mod alt dette. Det er og et saa kedende Arbejde at skrive mod aabenbar Ufornuft og saa smerteligt at være nødt til at frem­ stille Mennesket i et ufordelagtigt Lys, at jeg vel maa ønske for nogen Tid at bryde af hermed og imidlertid at kunne anvende den Tid, Brødsysler levner mig dertil, paa andre litterære Arbejder,