AndersSandøeØrsted

46

T I D E N T I L 1 8 1 3 tet som Justitiarius og selve Tyveriforordningens Koncipist: „Jeg maa endnu som en særdeles vægtig Grund herfor tillægge, at end- skøndt Deres Majestæts Højeste Ret vel for at diminuere Kvanti­ teten af den Forbryderen ved de foregaaende Instanser irrogerede Straf kan tage Sagens faktiske Omstændigheder i Betragtning, saa kan det dog ikke antages at være D. M.s Vilje, at den som øver­ ste og sidste Instans kunde fravige Lovens Bud og diktere en arbitrær Straf, naar et Faktum var bevist at være saadant, som Loven selv har angivet. En saadan Fremgangsmaade vilde gøre Principerne vaklende. Den vilde tillige bringe de underordnede Domstole i Tvivl om, efter hvilke Grundsætninger der i Højeste Ret blev dømt, hvilket for andre Tilfælde kunde drage til Følge.“ (Det ses, at Formen ogsaa i det lukkede Voteringsmøde var Hen­ vendelsen til Majestæten som tænkt Leder.) At Ørsted, der i Prin- cipet stod paa Colbjørnsens Standpunkt overfor positiv Lov saa godt som Colbj ørnsen selv, i dette Tilfælde havde kunnet finde Holdepunkt for Dommerfrihed, er iøvrigt ogsaa noget paafaldende. Han tillagde efter sine almindelige Synspunkter det stjaalnes Værdi megen Betydning for Tyveristraffens Bestemmelse, men dette har dog sikkert ikke været ham nok. Aargangene af Juridisk Maaneds- tidende og Juridisk Arkiv kom efterhaanden til at udgøre fyldige Magasiner for Retsafgørelser i Tyverisager, saaledes at Ørsted, da han i 1809 udgav sin store Afhandling om Begrebet Tyveri, kunde gennemil 1ustrere sin Omtale af Retsanvendelsen med Domme fra sin egen Praksis, der antagelig ogsaa var affattede med et vist Hensyn til at skulle virke oplysende for Offentligheden. I denne Forbindelse kan endnu nævnes en Dom af 12. Juni 1811 angaaende Hæleri. I Anledning af gentagne Tyverier paa Holmen havde man ladet Holmens Folk falbyde Søetaten tilhørende Ting til Personer, der mistænktes for at hæle, og derved faaet nogen til at købe i den Tro, at Tingene virkelig var stjaalne. Tvivlen angik, om Hæ­ leri var fuldbyrdet eller kun forsøgt, og Ørsteds Votum om det sidste gik igennem, men fem voterende mente dog, at det ene af­ gørende maatte være „den skyldiges Intention“. Ud fra Forholdets Natur havde Ørsted egentlig samme Opfattelse, men han følte sig bunden af Lovens Grundsætninger. Af andre Tilfælde af B erigelsesfo rb ryd elser kan nævnes en Dom af 5. Oktober 1802 om Bedrageri. En Mand havde tilegnet sig Ting,

Made with