AndersSandøeØrsted

T I D E N T I L 1 8 1 3 51 lovkyndiges Meninger hos os kunde give en Lovforklaring Authenti, saa kunde intet Foretagende være mere overflødigt og hensigtsløst end en Diskussion over det ovenanførte Spørgsmaal [om Kumu­ lation skal anvendes], som vore systematiske Jurister, vore Lov- eksegeter og vore Domstole saa godt som enstemmig besvarer med Ja. Men da ingen anden Autoritet end Lovene binder den danske lovkyndige, har jeg vovet . . . en Undersøgelse . . . med et benæg­ tende Resultat.“ Om Højesterets Mening har han næppe vidst no­ get bestemt, da han nok skrev men ikke voterede mod Højesterets Meninger. Den 2. Januar 1802 og 2. Juli 1803 havde han Lejlig­ hed til at gentage sin Dissens, men i en Votering af 17. Nov. 1807 gennemførte han sin Mening med en Majoritet af 3 mod 2. I en Dom af 12. Oktober 1802 havde Ørsted gjort en vidtgaaende An­ vendelse af den Grundsætning, at der ikke foreligger en særskilt Retskrænkelse og ikke skal anvendes særskilt Straf, naar en af de forøvede lovstridige Handlinger er nødvendigt Middel til den an­ den Forbrydelses Iværksættelse eller in facto ikke har haft anden Hensigt. I Dommen gaves enkelt Straf for Bigami og den dertil benyttede Antagelse af falsk Navn og Udfærdigelse af urigtigt For­ loverbevis med falsk Navn. Da Rigamistraffen var at miste sin Hals, kunde Dommens Resultat maaske ogsaa opfattes som Udslag af visse Strafarters Uforenelighed, In k o m p a tib ilite t. Paa dette Om- raade havde Ørsted atter en Særmening. Medens den almindelige Opfattelse ikke vilde forbinde lemlæstende Straffe og Frihedsstraffe, havde han i Dom i Jur. Maanedstidende 1802 I 55 dissentieret for Kumulation af Straffene Tugthus og Haandsafhugning. I Praksis fuldbyrdedes sidstnævnte Straf jo ikke, men Spørgsmaalet havde Betydning for, om noget andet skulde sættes i Stedet for den lem­ læstende Straf til Forøgelse af Hovedstraffen. Efter hans Dommer­ tid trængte hans Opfattelse igennem i Højesteretsdom af 16. Januar 1816. I Tyveriafhandlingen oplyser Ørsted iøvrigt at uagtet Fdg. 1789 § 8 udtalte det som Kongens alvorlige Vilje, at Forordningens Straffe skulde fuldbyrdes efter de fældede Domme, uden at nogen B enaadning eller Eftergivelse kunde ventes, blev ved kgl. Resolu­ tion stundom Brændemærket og efter Omstændighederne endog Kagstrygningen eftergivet. Det samme fandt altid Sted med Hen- 4*

Made with