AndersSandøeØrsted

52

T I D E N T I L 1 8 1 3 syn til den i Fdg. 16. Okt. 1697, jfr. Fdg. 7. Februar 1749 om grove Morderes Straf foreskrevne Knibning med gloende Tænger inden Henrettelsen. Saafremt Ørsted ved sin Tiltrædelse som Dommer havde noget „Speciale“ som Jurist, maatte det være T ry k k e frih e d slo v g iv n in g e n . Heri fik han nu ogsaa Lejlighed til at ytre sig som Dommer, og det er karakteristisk for hans Voteringer, at de strækker sig saa langt som muligt i Trykkefrihedens Favør. Den foran S. 13 nævnte K. H. Seidelin havde i sit Blad „Politivennen“ kritiseret en Post­ mesters Takstberegning for Færgefarten mellem Aarøsund og As­ sens og derved sagt, at Postmesteren „havde haft den besynderlige Dristighed at fordre og modtage mere“ ; imidlertid var Takstbereg­ ningen rigtig, men Ørsted dissentierede alligevel den 7. August 1802 for Frifindelse i Postmesterens Injuriesag, idet han udviklede, at dennes Klage angik „Materien ikke Formen“. Enhver Borger er efter almindelige Retsgrundsætninger berettiget til at undersøge Lovligheden af sine Medborgeres Handlinger, naar han ikke frem­ fører noget faktisk urigtigt eller beskylder for at have handlet med Bevidsthed om Lovstridighed eller iøvrigt bruger utilbørlige Ud­ tryk. Denne Frihed kræves af den offentlige Moralitet og Velfærd i mere end en Henseende. Lovgivningen viser dette ved i enkelte Tilfælde at straffe for at bebrejde nogen den Handling eller Til­ stand, som virkelig foreligger — hvilket ellers vilde være over­ flødigt. Fdg. 27. Sept. 1799 tillader endog at prøve Love og Rege­ ringsforanstaltninger og i en anstændig Tone ytre, hvad man deri finder at rette og forbedre, og det kan ikke antages, at man skulde have mindre Rettighed i Hensyn til sine Medborgeres Rettigheder. Trods dette veltalende Forsvar maatte det dog staa som meget usikkert, om Postmesteren ikke netop — og med Rette — besvæ­ rede sig over en Insinuation om med Vilje at have beregnet Taksten galt. Efterat Seidelin som Følge af denne Domfældelse var kom­ men under Censur, sattes han under Tiltale for som Udgiver af Bladet „Dagen dels at have skrevet Artikler deri uden at angive sit Navn dels for ikke at have ladet disse Avisartikler censurere. Den af Ørsted skrevne Dom af 4. Februar 1805 frifandt paa det første Punkt, fordi „Dagen“ fandtes at være en Avis, og ved saa- danne var det nok, at Redaktør og Udgiver var navngivne; ogsaa paa det sidstnævnte Punkt frifandtes der med den korte Begrun