AndersSandøeØrsted

T I D E N T I L 1 8 1 3

6 7

digheder, der har gjort Forbryderne til, hvad de er blevet, og alle Slags psykologiske Iagttagelser vedrørende den Menneskelivets Nat­ side, Dommeren faar Indblik i. Ørsted havde imidlertid ikke været i den nøje, personlige Berøring med sine Forbrydere som For­ hørsdommeren, der i langvarige og besværlige Afhøringer efter- haanden blotlægger alle Omstændighederne i det forbryderiske Forehavende og i Forbryderens Motivdannelse. Han fik sit Stof gennem Forhørsakterne, og ganske vist viser Feuerbachs berømte „aktmæssige Fremstilling af mærkelige Forbrydelser“, at Retsakter kan være fulde af Liv, men det, der skulde hænge fast i Erindrin­ gen, maatte vel navnlig være det egentlige Arbejde med Forbry­ derne, og dette var udført, naar Forhørsakten afleveredes. Ørsteds Del i Arbejdet var altid Anvendelse og Udformning af positive og legislative Strafferegler; men det er sandt, at den psykologiske Anekdote og den mere personlige og æstetiske Skildring ikke laa for hans Pen. Ørsteds egen Tendens som Straffedommer kunde vistnok karak­ teriseres med Ordet Nidkærhed. Han var nidkær for, at der blev domfældt, hvor der var tilvejebragt et betryggende og rimeligt Skyldbevis, og han var nidkær for, at der ogsaa altid blev sørget for et saadant Bevis. Saaledes i et Votum af 2. April 1805, hvor han ikke fandt Aarsagsforholdet ved Manddrab fyldestgørende be vist. Det dødbringende Saar behøver vel ikke at være absolut døde­ ligt, for at Drabsstraf kan anvendes. Det kan konkurrere med an­ dre fysiske Aarsager men ikke med frie Handlinger. In casu var det vel ikke bevist, at Afdødes culpa havde bidraget til hans Død, men Lægeerklæringen gik ud paa, at dette var ligesaa muligt som det modsatte, og afgivne Forklaringer bestyrkede Antagelsen af Afdødes Uforsigtighed. Skylden var derfor problematisk, og efter Retfærdigheds Grundsætninger og D. L. 1-14-5 burde der frifindes. Undersøger man hans Afstemninger i Udmaalingsspørgsmaal, synes han oftest at være blandt de strængere, og i samme Retning peger hans Standpunkt i et Par Benaadningsspørgsmaal, som endnu skal refereres. Den 19-aarige Karen Jespersdatter paa Bogø havde Kl. 5 om Morgenen sat Ild paa sin Husbonds Gaard, der nedbrændte; Dagen før havde han skændt paa hende, fordi hun havde lejet en Baad paa hans Regning til at lade sig sætte over til Stubbekøbing. Hun var herefter hjemfalden til Straffen for Mordbrand efter D. L. 5*

Made with