NatalieZahle_1914

1 2 3

under Samtalen kom mangt frem, som ikke hørte med ind under de pligtmæssige Oplysninger. Frk. Zahle har siden sagt mig, at hun allerede under denne Samtale var kommet til at holde af hver eneste af os og mente, at hun paa For- haand kendte os ret godt. Hun modtog os uden at ane Uraad, glad og venlig, bød os velkommen og forestillede os for Lærere og Kammerater, men følte sig allerede den første Dag som stivnet under den isnende Utilgængelighed, hvormed vi mødte hende. Vi var tvære under Overhøringen, klinede os sammen i Fri­ kvartererne, saa truende til alle Sider, indtil det forløsende Øjeblik kom, da vi skulde hjem, og nogle iblandt os fik Luft for vore Følelser i en Strøm af Taarer, der naturligvis snart efterfulgtes af mange smaa, stride Bække. Aldrig glemmer jeg den Mildhed, hvormed Frk. Zahle blot sagde de Ord til os: »I skal se, det bliver bedre i Morgen!« Ja, naturligvis blev det bedre for hver Dag, der gik, for de smaa og de sagt­ modige; for Agitatorerne og Uviljens Førere blev derimod hver Dag sværere og sværere, fordi vi maatte sætte mer og mer Kraft ind paa at holde den hellige Misfornøjelses Lue i Live. Først sent lærte vi at forstaa, hvor meget Frk. Zahle, fintmærkende, som hun var, i ualmindelig Grad trængende til Tillid og Kærlighed, vant til at beundres af sine Elever, maatte lide under denne vor Færd. Blandt de øvrige Lærerinder var der vist mer end een, der uhyre gerne vilde have givet os utidige Unger et velment Knubs, »tørret os ordentlig af«, som man siger; dog de holdt deres Harme tilbage af Hensyn til Frk. Zahles Ønsker. Der var dog ogsaa nogle, hvis milde, kærlige Hjerter drev dem til at prøve paa at »optø os«, ønskede at kunne det baade for vor egen og for Frk. Zahles Skyld, og disse kærlige Sjæle fik forholdsvis hurtigt Held med sig. Vi selv kunde jo heller ikke i Længden udholde denne Krigstilstand over for a l l e ; derfor ræsonnerede vi højmodigt, at »det jo ikke var Lærer­ indernes Skyld, Skolen var, som den var; det stammede jo