NatalieZahle_1914

130

rimeligvis har hendes eneste Svar været en varm Gengæl­ delse af min Omfavnelse, — men fra den Dag vidste vi begge, at vi tilhørte hinanden; vi følte hver paa sin Vis den Sand­ hed, Frk. Zahle to Aar senere udtrykte i en Sang, hun skrev ved Skoleaarets Afslutning, i hvilken et af Versene lød:

»Skilles helt vi kunne ej; fulgtes trolig vi paa Vej, mødtes vi i Kærligheden, blev der og for Evigheden knyttet mellem os et Baand.«

De sidste Aar af min Skoletid var idel Fryd; nu var jeg modtagelig for alt det bedste, der blev givet mig, særlig da for den Undervisning, der tilflød mig gennem Frk. Zahles Timer i Dansk. Det falder af sig selv, at en saadan Begiven­ hed for mig som den at være kommet til Forstaaelse med Frk. Zahle maatte meddeles Susette. Da hun dengang boede paa Strandvejen, saa jeg hende kun sjælden; derfor skrev jeg til hende, og jeg er lykkelig ved endnu at eje hendes kær­ lige, glade Svar, saa ganske ligt hende selv fra de gode, gamle Dage. Jeg maa her gentage min Undskyldning for den fremskudte Plads, jeg har tildelt mig selv i Skildringen af Frk. Zahles Genvordigheder og Sejre over for Danekvindeskolens Børn; men man taler jo bedst ud af Mindet om det selvoplevede, og det forekommer mig, at disse smaa Træk er betegnende for Finheden og for Storheden for Frk. Zahle som Men­ neske og som Pædagog, er jeg end ikke blind for, at slige smaa Iagttagelser kun kan værdsættes af Skolemennesker, og det endda kun af saadanne, for hvem i een Forstand Livets Midtpunkt er Skolestuen, og for hvem V e r d e n betyder Livet med Børnene inden for dens Vægge. I en Beretning om Skolelivet i Kronprinsensgade har og- saa Skildringen af »det første Juletræ« sin Plads. I mange Aar har jeg maattet fortælle for 9. Klasse i Skolen om det