NatalieZahle_1914

142

sende geniale Vink selv der, hvor hun savnede den faglige Indsigt. Sin ypperste Historielærer fandt hun i Skolens tidligste Aar (fra 1852—63) i den ogsaa i hendes egen Fremstilling saa varmt fremhævede Hr. Christensen, hvis Evner til at finde Vej til Børnenes Hjerte og Forstand jeg ikke betæn­ ker mig paa at kalde fænomenal, skønt jeg nu godt kan se, at han hverken var særlig kundskabsrig eller overlegen i sin Opfattelse; men han var en ægte poetisk, barnligfrom Natur, med en sjælden Evne til at se det bedste i og hos alle, store og smaa Elever, Kollegaer og overordnede. Muligvis vilde han have staaet i Fare for at glide ud i de grundtvigske pædagogiske Forsyndelsers Hængedynd, men herfra blev han reddet ved sin Samvirken med Frk. Zahle, for hvem han nærede stor Beundring og varm Hengivenhed. Det er ikke godt at afgøre, hvem af de to, der har været den andens stør­ ste Velgører, men eet er vist, og det er, at det Præg, de to i Forening satte paa Skolens hele Liv, ikke udslettedes i de vekslende Tider. Da Christensen i 1863 kaldtes til Præst i Rønne, og det gik op for Børnene og hans voksne Elever, »at de skulde af med Hr. Christensen«, blev der en Sorg, som ikke tidli­ gere var oplevet i Frk. Zahles Skole. Den affødte Ønsket om at skænke ham en Afskedsgave, og da Frk. Zahle blev taget med paa Raad, foreslog hun, der kendte hans trange Kaar, at skænke ham P r æ s t e k j o l e n ; men det forstaar sig selv, Forslaget blev fremført og opfattet ikke som en højst fornøden Hjælp, der skulde ydes en fattig Præst, men som en Ære og Glæde, der blev Skolen til Del ved, at den fik Lov til at række sin Lærer den Embedsklædning, i hvil­ ken han skulde virke i Menigheden. Og i den Aand blev den ogsaa modtaget. Selv uden de Ord, hvormed Frk. Zahle sluttede den lille Afskedssang, hun i Børnenes Navn skrev (20. April 1863), vilde Tanken i Gaven være blevet forstaaet. Ordene lød:

Made with