NatalieZahle_1914

147

Sæterbesøg, blev det meddelt paa en saadan Maade, at store og smaa, sig selv ubevidst, havde en Fornemmelse af slet ikke at kunne undvære, hvad de havde lært, og ikke rigtig at kunne forstaa, hvorledes de før havde levet uden denne Kundskab. Hvor elskede ikke Frk. Zahle dette Forberedelsesarbejde! Det kunde i de første 25 Aar af hendes Skolevirksomhed sjælden optages før i en sen Aftentime, efter at Dagens øv­ rige Arbejder var lagt til Side; men disse Timer var for hende saa rige paa Nydelse, Forfriskning og Glæde, at hun ikke ænsede Visernes Gang og Klokkens Slag og ikke søgte Hvilen, før hun syntes, at alt var lagt godt til Rette til den følgende Dag. N u kan sikkert mangen Lærer og Lærerinde sige: »Ja, dette passer ogsaa paa mig!« De vil da med Tak kunne tænke paa, at det var Frk. Zahle, der viste Vejen. Frk. Zahles Hovedinteresse som Dansklærerinde tilhørte i hendes tidligste Aar afgjort vor Litteraturs ældste Tid: Eddaerne, Sagaerne, Folkeviserne, eller som de den Gang kaldtes »Kæmpeviserne«, og i Forbindelse hermed deres Gen­ fødelse i vore Romantikeres Digtning. Blandt disse satte hun, ikke alene pligtskyldigst, men ud af sin Tids og sine Barndomsminders Kærlighed, Oehlenschlager som den yp­ perste ; men helt og fuldt synes jeg ikke, hun e l s k e d e mere end nogle af hans Digte, som »Guldhornene«, »Hakon Jarl«, desuden »Ørvarodds Saga«, »Aladdin« og flere af hans Tra­ gedier. Stærkere derimod droges hun til Paludan-Miiller, der igennem sin hele Digtning, men især gennem Værker som »Tithon« og »Kalanus«,,, øvede stor Indflydelse paa hende.— At hun med sin Kærlighed til og sin fine Forstaaelse af »Barnet og hver barnlig Aand« droges stærkt til H. C. Andersen, er indlysende. — Den Digter, hos hvem hun fandt det skønneste Udtryk og den rigeste Næring for sin handlekraftige Fædre­ landskærlighed, og den, hvis Lovprisning af Kvindens i n d r e Værd og Sjælsadel fremfor af hendes »Skønheds ydre Glans« altid rørte ved de dybeste Strenge i hendes Hjerte, var C. 10*