NatalieZahle_1914

148

Ploug, og disse Digterpersonligheder blev derfor ogsaa de betydningsfuldeste for alle hendes Elever fra de tidligere Aar. Blandt de norske Digtere nærede hun i sin Ungdom størst Kærlighed til Henrik Wergeland, senere traadte Bjørnson og til Dels Ibsen noget mere i Forgrunden. En sammenhængende Undervisning i Litteraturhistorie var den Gang en uafviselig Post paa den højere Skoles Fag­ liste; men at give en saadan laa ikke for Frk. Zahles Person­ lighed. Hun kunde vistnok daarligere end de fleste andre føle lige stor Interesse for alt og alle, og at beskæftige sig med det oversigtsmæssige, det skematiske, kunde hun kun vanskeligt overtale sig til. At skænke noget Opmærksom­ hed, som hun ikke brød sig videre om, formaaede hun ikke; men til Gengæld forlenede hun dem, hun »lagde til sit Hjerte«, med et saadant Liv, at Børn og unge kom til at omfatte disse Skikkelser med en Kærlighed, der i det mind­ ste var en Afglans af hendes egen. De Elever, der har faaet f. Eks. Chr. Pedersen, A. S. Vedel, Johs. Ewald, gennemgaaet af Frk. Zahle, har sikkert aldrig senere kunnet staa ligegyl­ dige over for deres Minde. Til Belysning heraf kan følgende lille Træk tjene: Frk. Zahle havde gennemgaaet Oehlen- schlagers Digt »Ewalds Grav«, og Børnene havde følt, at hun med Digteren i Tanken var »henvandret til hans Grav, i Krogen hist bag Kirken, flad og lav«, og at hun sørgede over den Glemsel, den var hensunket i. Efter Timen sluttede en 4—5 af Klassens Elever sig sammen og aftalte, at de vilde »skillinge« sammen, købe en Krans og næste Morgen inden Skoletid henlægge den paa Graven. Det var en mørk No­ vembermorgen, da Smaapigerne mødtes ved Trinitatis Kirke, fandt Graven, men opdagede, at Gitteret hindrede dem i at faa Kransen anbragt smukt og sømmeligt. Ganske raadvilde og forknytte stod de der med de offervillige Sind og den store Krans i Haanden; til alt Held kom en venlig Herre til og bød dem sin Hjælp. Saa vidt jeg har forstaaet, var denne Herre Graveren ved Kirken, og det er sikkert ham, der om