NatalieZahle_1914

1 5 2

saa menneskeligt forstaaende, saa virkelighedstro og saa ideelle, at de i ethvert modtageligt Barnesind maatte præge sig med uudslettelige Træk. Ja, hun elskede den gamle Pagts Fortællinger; herfra hidrørte sikkert ogsaa hendes varme Sympati ikke blot for Jødefolket i sin Helhed, men for de enkelte Jøder, af hvem ogsaa flere blev hendes trofaste Ven­ ner. Om hun over for s m a a Børn havde samme lykkelige Evne til at fremstille den ny Pagts Historie, tør jeg ikke sige; jeg tror det egentlig næppe; men for de halvvoksne Børn og navnlig for de unge vordende Lærerinder kunde hun paa næsten vidunderlig Vis levendegøre Skikkelserne. Hvem der som ung har hørt Frk. Zahle fortælle om den samaritanske Kvinde, om Kvinden, grebet i Hor, om Hjem­ met i Betania, om Frelseren i Getsemane o. m. a., maatte først og fremmest blive grebet af, hvad disse Beretninger betød for hende selv, og af, i hvilken Grad de udgjorde en Del af hendes bedste og dybeste Jeg; men dernæst ogsaa af en Længsel efter at kunne tilegne sig det Vidnesbyrd, der gennem dem forkyndtes, af en Trang til at staa Ansigt til Ansigt med den Kærligheds og Sandheds Aand, der lød til dem gennem hendes Røst. Som en af hendes Elever*) fra 1862 kunde vidne efter hendes Død, saa »fyldte« hun i sin Undervisning, »vi fik altid Brød og ikke Stene«, og mange har sikkert sagt Ja til hendes Ord. Jeg regner disse Frk. Zahles t i d l i g e Aar ved Gammel­ strand for at være de lykkeligste for hende som Religions- lærerinde for Børn. Hun var selv usigelig glad ved sine Timer, og da hun, efter at Pastor Christensen og Pastor Gjerløff havde forladt Skolen, fandt det vanskeligt at faa disse to Medarbejdere erstattet, følte hun det mer og mer som en Trang og Pligt selv at tage saa mange af Religions­ timerne som muligt. Hun ansøgte da Kultusminister Monrad om Tilladelse til at undervise heri ogsaa i de højere Skole-

*) Frk. E l. B ondesen: T ilskueren , Septem ber 1913.