NatalieZahle_1914

1 63

hen med at perfektionere sig i alle Retninger; de høste Ros af Lærerne og Ros af Forældrene, der ikke betænke, at ved al denne for Kvinden overflødige Indsugen af gamle Lær­ domme, forsømme de at udvikle Hovedsagen: det unge Liv i dem selv; de opgive at leve, for at lære: de ere gamle og blive gamle, og af disse stakkels Kvinder udvikle sig da disse Institutricer, der svare: »Hvem tro I se paa de Børn?« Nogle Uger efter disse Artiklers Fremkomst læstes (2. Marts) et Sv a r , i hvilket Forfatterinden straks melder sig som hørende til de foragteliges Skarer, idet hun skriver: »Det være lige saa godt sagt straks, at jeg selv hører til disse vanartede Væsener, disse Institutricer og Guvernanter, der erklæres berøvede Evne til at føle for eller med noget kvindeligt.« Dette Svar er saa varmt og kønt, saa harmfuldt og dog saa værdigt afvisende de ubarmhjertige Angreb paa Lærer­ inder som aandelige Misfostre, saa skarpt blottende Specta- trixes Ukendskab til Skoleforhold og hendes overfladiske Betragtninger over Rækkevidden af en Husmoders Evner og Formaaen, og ved Siden af saa varmt hævdende Lærer­ indestandens Ære, at ogsaa dette i høj Grad fortjener at læses. Artiklen var undertegnet: E n L æ r e r i n d e , og der gættedes i Almindelighed paa Frk. Zahle som Forfatter­ inden. Selv vedgik hun dog ikke dette over for Offentlig­ heden; men mig betroede hun under Tavsheds Løfte, at hun var den skyldige; jeg har heller ikke røbet Hemmeligheden, det Jeg mindes, før nogle Maaneder efter hendes Død, da jeg skaffede mig Tidsskriftet til Laans fra det kgl. Biblio­ tek og læste Artiklen højt for en Kreds af Skolens nuværende Lærerinder. Forfatterinden begynder med at udtale sin Bedrøvelse og sin Forundring over, at en Dame, der synes at være en alvorlig, bekymret Moder, og der giver saa mange kønne Raad og Vink til Moderen og Husmoderen, kan dømme saa strengt og uden vistnok at kende det, hun fordømmer, til Bunds, og hun fortsætter:

11*