NatalieZahle_1914

1 5

ved hans Side for at lede om Vibeæg, faa skudt en Fugl eller en Hare og saaledes bringe noget spiseligt hjem med til Moder. Den bedste Frugt i Haven skulde hun naturligvis ogsaa have. Haven, der var et Paradis for os Børn, var kun lille og ikke meget kultiveret. Frugt var der ikke meget af, og den, der var, var ikke fin. Jeg husker et Træ med Kejser­ indepærer, som ingen turde røre, end ikke den nedfaldne Frugt. Fandt vi en Pære, maatte vi straks bringe den til Fader, som da undersøgte og skrællede den og bragte Moder den. Skrællingerne var vore, og endnu kan jeg høre hendes paa den føieligste, mest ydmyge Maade. I Artighed gjorde han mine Større til Skamme, men alle vare saa gode at hen­ regne deres mindre Lydighed til mere Livlighed i Karakter. Ved første Maaltids Nydelse maatte jeg gjøre den søde Anna bekjendt med min Sygdom, men hvor bekymret blev hun over mig, fordi jeg den Dag, som de sagde, maatte sulte, skjøndt jeg fik afsiet Bygsuppe og stuvede Grønærter til Smørrebrød, hvortil de andre fik Skinke. To af hendes Søstre og hendes Broder og Fritz Storck var der. Thiele og hans Kone kom om Eftermiddagen i en deilig Gig og bragte Invi­ tation fra Forældrene til Mandag, fordi jeg Søndag over skulde hvile mig. Da jeg skulde presenteres for Thiele, var jeg kommen op paa en høi Bakke i Haugen, hvor han og Sophie bleve meget bestyrtede over at finde mig. At see disse Sødskende samlede er velsignet, og jeg fremmalede i Tankerne den glade Fremtid, naar jeg kommer til Eder, vi skal da ogsaa forstaae at være lykkelige. Det bedste Gjæste- kammer ovenpaa var bestemt for os, smaa nydelige Senge til Christian og Natalie, og til Else et Kammer ved Siden af saa deiligt, at vi gjorde Løjer med, at hun kunde føle sig som Jeppe paa Bjerget, naar hun vaagnede. Jeg sov langt bedre efter Touren, end jeg havde forventet, var nede ved Theebordet Kl. 7 V 2 til alles Forundring. Min kjære Sophus fandt den forunderligste Ro en Søndag Morgen, og Præste­ manden der saae vi kun lidt til, før han kjørte til Annexet, hvorhen Sophus fulgte ham. E t lille Uheld havde jeg; den lille runde Papæske, hvori jeg havde alle mine Kapper og Strimler, havde jeg glemt hjemme. I disse velsignede Menneskers Selskab forstyrrede