NatalieZahle_1914

20

dag, og da han i sin Tid efter Tur skulde prædike til Prøve for Kongen, Frederik 6 ., for at opnaa Embedet som Hof- og Slotspræst, var det Moder, som ud af hans Prædikener valgte den, han skulde holde. Han vilde tale for Hoffet som for sin egen Menighed. Dagen efter kunde han skrive: »Misse, du er bleven Hofpræst!« Det var dette inderlige Samliv, der omgav os med en Atmosfære af øm og lykkelig Kærlighed, som gjorde vort Barndomshjem til et Paradis, og som har staaet for mig som mit skønneste Sjæleeje i Tiden der­ efter. Lykke. Denne Bænk havde hun yndet, og deroverfor var sat et Kors af Marmor, omslynget af de skiønneste Blomster. Flere deilige Steder saae jeg og kom dog ei meget udmattet tilbage til den magelige Sopha. Som Søstre glædede de sig over, at jeg havde kunnet gaa saa langt og bragte mig den ene Forfriskning efter den anden. Nu kom der smaae og store Æsler i Gaarden, og alle Børnene vare oppe at ride. Den gamle Conferentzraad holdt paa lille Christian lige saa vel som paa sine egne Børn. Som jeg sidder inde i Stuen, kom­ mer en Herre og en Dame ind i Gaarden, og hvem skal jeg see? — Hr. Rindom med Frue! Da han kom ind, kiendte han mig godt, presenterte mig sin Kone og glædede sig meget over mine Børn. De gjorde Visite. Flere Selskaber fra Om­ egnen spadserede i Haugen, og Sophie sagde mig, at naar en Karl gik med, var det tilladt Fremmede. Den søde Fru Hol- ten gik nu selv omkring med mig i det yndige Huus, og vist er det, at ingensteds har jeg seet bydes meer Gjæstfrihed; jeg tror, jeg talte n Gjæsteværelser. Med Sophus var jeg nede i Vognskuret og see alle de smukke Vogne. En ganske ny Slags Reisevogn havde han faaet i disse Dage. Efter Thee og en herlig Dessert af Frugt kjørte vi igjen hjem til Skulde­ løv. Mit let pirrelige Blod var jo noget i Bevægelse, og da begge vi Mødre havde faaet vore Smaaunger til Ro, satte vi os allesammen og sloge en fornuftig Passiar af, saa Klokken vel blev i ; men jeg var da saa, at mit Blod var bleven roli­ gere, inden jeg skulde i Seng. Næste Morgen sov jeg og alle mine — sogar Else — frygteligt; lille Christian vaagnede Kl. 8 og sagde: »Nei, Mutter, vil du see, Else ligger endnu i Sengen!« V i fik alle Hastværk, men med samme Mildhed