NatalieZahle_1914

2 5

Sognefolk, og vi var ofte med, glade ved Turene og de dej­ lige »Sigtebrødsrundtenommer«, der vankede. Fra dette Stilhedens velsignede L iv bryder Erindringer frem, som jeg ikke i det enkelte kan fastslaa, men kun an­ tyde i Omrids, Erindringer, der vidner om en kristelig Sjæls Omhu og Varme for den enkelte. Jeg husker saaledes, at en Mand en T id hyppig kom og havde Samtaler med min Fader i »Salen«. Der var en forunderlig Tysthed over Gaar- dens Folk, naar han viste sig, som uvilkaarlig meddelte sig til os Børn. Men naar han var gaaet, blev vi gerne vist ud af Dagligstuen, og vi forstod, at der var noget vigtigt, Fader vilde tale med Moder om. En Dag aabnede Fader Døren og sagde ualmindelig højt til Moder, mens Manden gik ud af Gaarden: »Aa, Mine! nu vil han til Alters!« Jeg saa Taarer i Moders Øjne. Og saa kom en Dag, da der blev spændt for, og Manden med Fader steg op i vor Kaleschevogn for at køre til København. Fader tog ualmindelig varmt Afsked med Moder, og da Vognen kørte, stod hun paa sine Krykker ved Vinduet og hilste glad. Hvad mon det var? Der ymte- des om blandt Folkene, at Manden var en Forbryder, maaske en Morder, gættede vi Børn stille paa. Men da de var kørt, satte jeg mig op i Sofaen og trykkede mig ind til Mo­ der, hun lagde med Taarer sin Arm om min Skulder, men intet Ord blev sagt. For Resten levede min Fader ingenlunde et indesluttet Liv. Han var meget søgt som Selskabsmand og Lejligheds­ digter, privat som offentlig. Kom han hjem fra et eller andet Møde eller Selskab, da var der livlige Samtaler mellem ham og Moder, som det morede mig at høre paa, skønt jeg natur­ ligvis ikke forstod meget deraf. Fra sin tidligste Ungdom havde Fader syslet med Poesi, og efter hans Død samlede hans Venner med stort Besvær de spredte Digte, der fandtes efter ham og udgav dem. Om et af disse Digte vil jeg gerne hidsætte følgende: I Aaret 1821 stiftede Traadfabrikant Qvists Enke, Ma