NatalieZahle_1914

2 8

Engang synker Tidens Vinge, Du kan ikke længer gaae; Dødningklokkerne skal ringe, Du skal for din Dommer staae. End din Gang i Jesu Navn! Da Du finder Fredens Havn.

Min Broder, Peter Christian, var 1 V 2 Aar ældre end jeg, mere stilfærdig, lidt svag af Helbred under sin Opvækst. Men han var saa lykkelig at være Dreng, og det misundte jeg ham stærkt. Mine Tilbøjeligheder gik ikke i kvindelig Retning; Dukker, Dukketøj og Syning var ikke min Lyst. Derimod at tumle ude, at lege i det fri, at hjælpe med i Have og paa Mark! V i var vel forsynede med Vogne og Trillebøre, Spader og River til alt Slags Høstarbejde, Have­ dyrkning o. 1. Min Broder og jeg fik hver sit lille Have­ stykke, og han var flittig der, og hans Have altid pæn. Men jeg mindes ikke, at min afvandt mig stor Interesse. Jeg var hellere med i Mark og Stald til at flytte Køerne og til Malkningen, til at samle Lugekonernes Ukrudt og køre det til Møddingen, uhyre stolt af hver lille betroet Opgave. Jeg havde mangen en Dyst med mig selv at bestaa, f. Eks. da der for at gøre Christian mere kæk*) blev anskaffet en lille Hest til ham, som jeg ikke fik Lov til at bestige. Eller en anden Gang, han havde faaet Duer i Foræring. Da husker jeg, min Fader trøstende sagde til mig: »Men dig, Natalie, giver jeg alle Spurvene!« Fra den Tid stammer min Kær­ lighed til disse smaa »Gadedrenge« blandt Fuglene, jeg ser endnu paa dem som mine. Eller naar han blev indøvet i latinske Gloser, mens jeg maatte sidde med mit Haand- arbejde hos Moder. Jeg vilde saa gerne have været Dreng, og min Vanskelighed ved at holde mig rolig har kostet mig * ) D e n n e D re n g h a v d e d o g M o d til, e n G a n g h a n s lille S ø s te r v a r fa ld e n i V a n d e t, at h o ld e h e n d e o v e n V a n d e , til d e r k o m v o k s n e til H jæ lp , h v ilk e t N . Z . ik k e s e lv k u n d e h u sk e , m e n o fte m e d G læ d e m in ­ d e d e s , m a n h a v d e fo rta lt h e n d e s o m B arn . U de-