NatalieZahle_1914

3 0

»Bedstemor«, »Kirsten« osv. Jeg mindes endnu den Rædsel, jeg bragte over den virkelige Bedstemoder fra København ved en Gang at bryde voldsomt ind i Dagligstuen og raabe: »Far! Bedstemor har kælvet!« Ligeledes var det mig en umaadelig Sorg, da den smukke Kalv, »Natalie«, skulde slag­ tes i Anledning af Kokkepigens Bryllup. E t andet Sorgens Øjeblik bragte mig i stærk Graad; jeg maa have været lille den Gang. Kort og stumpet, som jeg var, kaldtes jeg hyppig »Stumpen«. Da saa Pigen en Gang paa Spørgsmaalet om, hvilket Lys hun skulde bruge i en lille Forstue foran et Gæstekammer, hvor vi havde liggende Gæster, fik det Svar: »Aa, du kan tænde Stumpen«, brød jeg ud i en Graad, som dog snart dæmpedes af Moders blide Klap paa min Kind og hendes søde, svage Røst, der sagde: »Nej, det var rigtignok ikke dig, min lille Stump, jeg mente«. En uforglemmelig Begivenhed fra min Barndom er følgende: For at opmuntre os til at være flittige i vore Haver, havde Moder lovet at »køre« hen og se det først modne Jordbær derude. En Dag hørte jeg min Broder melde, at han snart havde et næsten modent, og jeg forsikrede mig snart derom. Det var mer, end jeg kunde bære. Jeg listede mig til at plukke et modent Bær i et af Faders Bede og bandt det med en Traad til en af mine Jordbærplanter. Moder var med stort Besvær bragt ned til vore Bede i en af vore smaa Legevogne. Da kom­ mer min Broder springende med Bærret i Traaden, der klart beviste mit Forræderi. Jeg gik ved Siden af Vognen. E t Blik paa mig var nok til at røbe Sammenhængen. Saa hørte jeg min Moder sige til Ingeborg — hendes trofaste Pige — »vend om, Ingeborg!« Og der stod jeg i min Ruelse ene tilbage. Jeg vovede ikke at komme ind, før der blev kaldt til Middag. Hvad vilde Fader sige? Jeg traadte ind og følte hans Øjne paa mig. Jeg satte mig ved Bordet, næppe i Stand til at spise det mindste. Men Fader og Moder sagde intet. Saa kom Mørkningen, da jeg ellers glad krøb op i Sofaen mellem dem begge. Jeg kunde ikke den Aften, men da jeg skulde