NatalieZahle_1914

4 7

af alle daarlige Sæder, som det naturlige og sædvanlige og i Kraft af Elskovens Krav berettigede, den Usminkethed lige overfor den fysiske Naturs Fremstillinger — hvad har alt dette ikke saaet for en forfærdelig Sæd! Lad være, at der midt under det har lydt alvorlig Tale til Fordel for det Usminkedes Berettigelse og det Virkeliges rene alvorlige Fremstilling, — denne Tale og dens Virkninger har ikke kunnet dæmme op for den indbrydende Strøm af Uhumsk­ hed og halvtildækket Nøgenhed, — og Faldet er sket! Uigenkaldeligt? O, langtfra! Aldrig maa Kampen opgives, og aldrig — om Nederlagene omkring synes nok saa store — maa det levende pædagogiske Arbejde paa det etiskes og sandes Idealisering for den opvoksende Slægt opgives. Ihvor galt det ser ud, ihvor stærk Modstanden synes at være, ihvor voldsomt Satiren og Ironien kan svide, aldrig maa Haabet slippes, aldrig Troen paa, at det rene og san e i det stille gør sin stærke Gerning og vil og kan bringe Sej­ ren hjem. Hjem! ja, for til Hjemmet er det, den skal bringes. Hjem­ mene er det, der skal reddes. Dem er det, der skal straale i ren Skønheds Glans, dem er det, al Verdens Pædagogi skal arbejde for. Men ogsaa til udvortes økonomisk Selvstændighed har jeg ønsket at hjælpe Kvinden, om hun blev stillet ene i Livet. Jeg vilde, hun skulde være stærk nok til at forsmaa hvert arrangeret kærlighedsløst Ægteskab. Men da indre Emancipation, hvad Viden, Pligtfølelse og ægte Kær­ lighed angaar, har været mit H o v e d f o r ma al, saa har jeg kun lidt taget Del i Bestræbelserne for at skaffe de y r Rettigheder. B e t i n g e l s e r n e derfor har været min p- gave. Men jeg har staaet og staar i den dybeste eun ri for de Kvinder, der har taget disse ydre sociale Opgaver op, og med lige saa uskrømtet Ærbødighed som Forun ring jeg set, hvor — jeg kan næsten sige uhyre vi t bragt det i det korte Spand af Tid, siden Tanken oro Kv