NatalieZahle_1914

5 3

Alt ved min Konfirmationstid mildnedes vort Forhold, og senere blev hun mig en sand Veninde, ømmere og inderli­ gere Aar for Aar. Det var fra hendes Haand, jeg modtog de eneste Gaver, da jeg stiftede min Skole og indrettede mit Hjem. Det var hendes Øjne, der fulgte mine Skridt, hun var den første, der vovede at anbefale mig til sine Venner, hvilket var en stor Opmuntring for m ig; den første, der glæ­ dede mig ved at aabne sit Hus for mine nærmeste. Hun, som aldrig kunde tænke sig at tale ved en festlig Sammen­ komst, hævede desuagtet en Gang i et Selskab hos mig sit Glas og sagde: »Det er Natalie, som har lært mig at elske Danmark«. Hun støttede mig i de første vanskelige Aar med smaa Summer nu og da, og da hun var bleven Enke, spillede hun eller læste Sprog med en og anden trængende Elev; og til sidst frydede hun mig ved i 1878 kort før sin Død at skrive til mig p a a D a n s k : »Hvor lykkeligt, om vi*) nu kunde flytte ind til dig, og jeg der kunde finde Ro og Hvile i Din Bolig og dø der; det vilde være saare vel­ gørende«. Kunde jeg vente mere? Jeg gemmer dette Brev som en Skat. Professor Eschrichts Minde er mig dyrebart. Hans Viden­ skab, Naturvidenskab og Fysiologi, havde jeg stor Interesse for, og hans fortrinlige populære Foredrag, som jeg altid var med til, vakte tidlig min Sans for Ordets Magt. I min Stambog skrev han, da jeg forlod hans Hjem, følgende. »Vær en strengere Dommer mod dig selv end mod andre. Aflæg dig Regnskab for hver Dag, hvorvidt du har anvendt den til at blive forstandigere og bedre. Væn dig til at finde Din bedste Glæde i Arbejdet. Lyt aldrig til letfærdig Tale, og frygt mere for smigrende Ord end for strenge. Taler Du om andre, saa tænk Dig, at de hørte derpaa, og er Du en Gang i Tvivl om, hvad Du bør sige eller gøre, da tænk

* ) F ru E . o g S ø s te r e n H e n riette P etit, s o m indtil sin D ø d 1912 o g s a a v a r F rk. Z a h le s h e n g iv n e V e n in d e o g h y p p ig e G æ st i h e n d e s H je m .