NatalieZahle_1914

54 Dig Din Moder vaage over dig. Pas, at denne Tanke altid er Dig kær.« Din faderlige Ven D. Eschricht. I Skolen gjorde jeg Lykke blandt Foresatte og Kamme­ rater, og det var vel ikke frit for, at jeg der tog Revanche og slog mig løs efter Evne. Jeg var altid mellem de øverste i Klassen, Nr. i eller 2. Men jeg var ogsaa med til alle Spilop­ per*), der kunde løbe nogenlunde godt af. Med min digte­ riske Fantasi fortalte jeg Historier, og som Fortæller var jeg i mit Es. En Tid var det Mode mellem os at skrive Vers om Lærerne. Jeg skrev da ogsaa et en Gang om en Historie­ lærer, som med sit tørre: »herfra og dertil« desværre ikke vakte Sans for »Historie«. I Frokostkvarteret stod jeg og læste det op for en taknemmelig Tilhørerkreds, da jeg plud­ selig saa Skolens agtværdige og elskværdige Bestyrerinde staa lige overfor mig med udstrakt Haand og de Ord: »Donnez moi ce papier, Mademoiselle Zahle«. Vi talte altid Fransk med hende. Jeg tror ikke, der var et ondt Ord i mit Digt, noget om en Paryk og en Spyttebakke husker jeg. Men jeg blev som forstenet af Skræk. Jeg turde ikke lægge »le papier« i hendes Haand, men stod og rev det i bitte smaa Stykker bag paa Ryggen og lagde dem saa omsider i hendes stadig udstrakte Haand. Hun tog dem og gik. Der var Gravstilhed i Stuen. Tre Dage gik, og jeg var nærved at blive syg af Angst. Sæt hun en Dag viste sig i mit Hjem og spurgte efter Madame Eschricht! *) En Kammerat fra hin Tid skrev i 1901 til Frk. Z .: »H usker du, da du som 14aarig og jeg som lOaarig legede Skole i Am aliegade; jeg var en langt villigere Elev h os dig end i den virkelige S k ole? Og husker du, naar vi legede R øvere i Leths H ave paa Fæ lledvejen under dig som Røverkaptain. Da gik det lystigt til, naar du svæ rgende ved »Mars’s knitrende L yn« førte os i Ilden. Ja, du var skabt til at være Fører.« Udg.

Made with