Første Steg nr. 4-2014

ERIK SIGSGAARD HILSER LESERNE I ANLEDNING 10 ÅRS JUBILEET

dumme, skøre, jeg hader jer!» så ser det for voksenverdenen ud, som om det er barnet, der er noget i vejen med. Men undersøgelserne, diagnoserne og genopdragelsesprogrammerne hjælper ikke rigtigt. Og det kunne jo være, fordi børnenes vanskeligheder kun er sympto- mer på grundlæggende brist ogmangler i deres opvækstvilkår. Sagt ganske enkelt – og dog så svært at forstå: Et vanskeligt barn er et barn, der har det vanskeligt. Vi lever samtidig i en tid, hvor barnets grundlæggende rettigheder er stadfæs- tet i FN’s børnekonvention, hvor det i de fleste lande er forbudt at slå og fængsle børn, og hvor børns arbejde ikke må udnyttes. I stadig flere familier, institu- tioner, skoler og ikke mindst på fritids- området har børnene og deresmeninger også bedre plads i dag end tidligere. Børn skal ikke længere tie, når de voksne taler, må gerne sige imod, og deres lyst og vilje skal respekteres. På samme tid har medierne bragt børnene tættere på hinanden globalt og lokalt og har givet dem nye «fristeder». Udviklingerne er altså ikke entydige, de er forvirrende og svære at blive klog på, og flertydigheden lader sig ikke fange med traditionelle metoder. Der er opbrud, og tiden er inde til at prøve at forstå, hvad det egentlig er, børnene siger til os. Tydeligst taler de, når de vover at sige nej. Så fortæller de os noget om, hvad de gerne vil og ikke vil, og hvordan ver- den ser ud med deres øjne. Det er alvorligt, at tidspresset mod børnene øges, hver gang konkurrence- staten tvinger de voksnes arbejds-

mængde og arbejdets intensitet op, og hver gang samme stat tvinger børn til mere skolegang på bekostning af deres fritid. Mere skal-tid, mindre kan-tid. Så må forældrene, selv tvunget, tvinge deres børn mere, og børnene hader det. Man kan indrette en verden for bør- nene, altså for fremtiden, uden at lytte til dem, men omkostningerne er betyde- lige. Måske kan man sige, at systema- tisk døvhed over for børnenes nej er en trussel på niveau med blindheden over for ressourcemisbrug, økonomisk mis- regimente og klimaforandringerne. Der venter næsten uoverkommelige opgaver på vores børn – hvis vi, dagens voksne, nu ikke skulle få stoppet de klimafor- andringer, der allerede accelererer. Lydighedskulturen og dens opdragelse med grænser, skældud, konsekvens og ja-hat dur ikke mere. Morgendagens børn har ikke brug for at få viljen knækket og følelserne beskår- et. Tværtimod har de brug for at vide og føle, hvad de vil og ikke vil, og formod og styrke til både at bryde ned og bygge op. • Steder der søger at give børn noget af det fællesliv, de har mistet, med voksne der er i gang mere end de sætter i gang. • Steder hvor der plads og tid og frihed til at lege, gemme sig, råbe og lave brydekamp. • Steder hvor legen respekteres og ikke blot spændes for læringens vogn. • Steder hvor den sociale læring er i høj- sædet, det at lære at være menneske blandt mennesker, lege, udvikle ven- HVORERDET SÅGODT FORBØRNATVÆRE?

skaber, opleve, hjælpe og blive hjulpet (stadig fleremøder op i skolen, fattige på oplevelser og dermed på begreber, fortæller lærere i NEJ-bogen). • Steder hvor børn kan vælge og ville («Imin institution er der ikke nogen, der stiller sig undrende over for børn, der fravælger en voksen. Det sker, når barnet skal skiftes, er ked af det, skal sove eller have hjælp til noget. Det giver sig udtryk ved, at børnene søger øjenkontakt eller rækker ud efter den voksen, de helst vil have i den givne situation, og det accepteres i den udstrækning, det kan lade sig gøre. Jeg har ikke oplevet en voksen, der aldrig bliver valgt. Man kan vel sige, at det er et reelt valg, barnet har, som sagtens kan imødekommes.» Sådan fortæller en pædagog i NEJ-bogen.) SELVREGULERING Dermed er vi fremme ved forståelsen af, hvad et menneske er. Et menneske vil, vælger og vrager. Bliver det fastspændt, indespærret eller underkastet mange «grænser og faste rammer», så kæmper det eller flygter eller – i yderste nød – opgiver. Derfor er den gode institution karakteriseret ved hele tiden atmindske sin institutionaliserings-intensitet. Det nyfødte barn er fuldstændig afhængig af andres bestemmelse, men kan allerede efter noglemåneder vende hovedet væk fra brystet, når det ikke vil spisemere. Barnet «siger» nej, og inden længe følger kaskader af frydefulde nej’er. Og hvordan mødes så de? That´s the question.

46 | første steg nr 4 | 2014