HøkerforeningenKøbenhavn_1817-1942

at Torvehandelens K a a r spiller en afgørende Rolle for Høkerne fra den allerførste T id. Det vil endvidere fremgaa, at Høkernes K unde­ kreds er Fattigfolk; og det var Høkerne ogsaa selv, som vi senere skal faa at se. Enhver, der var blot et lille T rin oppe over Proletarstadiet, købte selv sine V arer paa Torvet. Det var i Virkeligheden Skellet mellem de jævne Borgere og Underklassen. Den Plads, Høkerne paa denne M aade havde fundet i de større Byer, og saaledes ogsaa i København, formodentlig allerede ved M id­ delalderens Slutning, beholdt de uden væsentlige Ændringer, saa- længe Middelalderens Næringstvang opretholdtes; ja, Perioden fra 1817 til 1857 rummede i Virkeligheden en retslig Tilbagegang i Ad­ gangen til at drive Høkerhandel. Det er først med Indførelsen af Næringsfriheden i 1857, at den moderne Udvikling af Høkernes Stilling indledes. Først i dette A ar forsvandt Middelalderens Aand fra det danske Næringsvæsen. Det var den Begivenhed, der m aatte ske, for a t den københavnske Detail­ handlerstands Pariakaste kunde begynde sin K am p for Ligeberet­ tigelse med Detailhandlerstandens andre Grene, en Kamp, der i det store og hele var kronet med Sejr før Aårhundredskiftet, da Høkerne med Æ re tog deres Plads ved Siden af de andre Detailhandlere i den nye Fællesrepræsentation. Erhvervslivet i den middelalderlige By var organiseret i Laug, saa- vel for Haandværkets som for Handelens Vedkommende, ja endnu videre, ogsaa T ransporterhvervet var laugsbundet, saaledes Pram - mændene for slet ikke at tale om de almindelige Vognmænd. Disse Laug var sluttede, d. v. s. der herskede Adgangsbegrænsning, hvor­ ved Konkurrence udelukkedes; og det var for saa vidt ogsaa M enin­ gen. Øvrigheden fastsatte Takster for Arbejde og Priskuranter for Handelen, saaledes at den enkeltes Handlefrihed var yderst begræn­ set. Det er derfor naturligt at undersøge, om ikke ogsaa Høkerne skulde have haft et Laug. Og det havde de. Den 12. December 1572 bekræfter »Borgemester och raadm and och kongens fogit udi Kiø- benhafn« Smørstikkernes Laugsartikler eller »Skraa«, som det kald­ tes. Efter Gennemlæsningen af den vilde m an tro, at det drejede sig om Folk, der kun handlede med Smør en detail, for det fastslaas udtrykkeligt som Laugets Hovedrettighed, at »ingen m aa sælge Smør i Skaalepund, uden han er udi Lauget«. En saa specialiseret Branche vilde m an jo paa Forhaand tro var umulig i en By, der 12