HøkerforeningenKøbenhavn_1817-1942

kercorporationen, Spækhøker Wibe, kun een T ing at tilføje, da hans T u r kom, nemlig M jød. Det vil ses, at denne tilsyneladende brogede Liste h a r sine bestemte Retningslinier, der i øvrigt for de fleste Varers Vedkommende falder sammen. Det er dels Varer, der, som det hed­ der, »tjener de første Fornødenheder«, dels Varer, der er af dansk Oprindelse. En Undtagelse danner paa dette Tidspunkt T jæ re og Salt, der hører til de Varer, som Høkerne havde Lov til at forhandle detail i Henhold til Hørkræmmernes Laugsartikler. Der kan dog næppe være nogen Tvivl om, at allerede paa dette Tidspunkt var det Levnedsmidlerne, der var de dominerende hos Høkerne; de var faktisk ved a t blive rigtige Spækhøkere. Men det er klart, at naar m an bliver spurgt om, hvad m an mener, m an ha r Lov til at handle med, ja saa tager m an det hele med. Det er jo altid rart at have lidt at slaa af pa a under en eventuel Forhandling. De to Formænd fordristede sig ogsaa til paa deres Standsfællers Vegne at fremføre nogle Ønsker for den fremtidige Lovgivning. Hvad der laa dem særligt paa H jerte, var Spørgsmaalene om de Kvanta, i hvilke de m aatte udsælge 01 og Brændevin. De var efter Høkernes Mening for store, og det m aa m an jo egentlig give dem Ret i. En Snaps paa en halv Pægl er en ganske voksen Dram at indtage under et kort staaende Besøg ved en Høkerdisk, særlig i Betragtning af, at det m indste K vantum 01 , m an kunde slukke efter med, var en halv Pot. M an paaberaabte sig ikke uden en vis Logik, at det var for­ underligt, at Høkerne, hvis Særkende det dog ellers var, at de kun m aatte handle i smaa Portioner, netop paa dette ene Punkt ikke havde faaet denne R et beskaaret. N aar Høkerne saa gerne vilde have R et til at udskænke i smaa Kvanta og ikke vilde nøjes med at sælge de nævnte Drikkevarer ud af Huset, hang det sikkert ogsaa sammen med, at de gav sig af med at servere Smørrebrød. D. v. s. servere er maaske et lidt vel mondænt O rd i denne Forbindelse, for det, der foregik, var naturligvis, at m an skar en Skive Rugbrød, smurte den paa Disken, lagde en Skive Ost paa og langede den over til Kunden. Høkernes Smørrebrødssalg er saaledes af gammel Dato, men der er næppe mange Lighedspunkter mellem de gamle Høkerklemmer, man fik stukket i H aanden til øjeblikkelig Fortæring, og de yderst delikate Pakker med højt Smørrebrød, som en moderne Viktualiehandel kan præstere. T il Gengæld maa m an jo nutildags gaa andetsteds efter Drikkevarerne.

3 i