AndreasPeterBerggreen

— 93 —

overskride de rette G rænser, o g det hele Samfundsliv a fgav et smukt Bevis paa Sangens enende o g for­ ædlende Magt. V istnok indtraadte der allerede i 1846 en Sp a ltn in g, idet en Del Medlemmer udtraadte og dannede nye Foreninger („En igheden “ o g „September­ sangforeningen“). Grunden til denne Udtrædelse synes at have været en dobbelt: Lysten til at forene sig efter faglige Grupper o g en vis U fyst til at bøje sig ind under Berggreens V a lg a f Sange. Det forholder sig vel ikke gan ske, som en velvillig Meddelelse fra et tidligere Medlem a f Foreningen lyder, „at der ikke maatte synges andet end Kæmpeviser o g ældre nordiske S an g e “ ; men vi kjende Berggreens Principper godt nok til at vide, at han har stillet sig bestemt afvisende overfor Mangt og Meget, der mindede om Gaden o g Døgnet og ufravigelig holdt sig til Sange i ædlere Stil. Om Repertoirets B e­ skaffenhed behøver man forøvrigt ikke at være i Tvivl, da der fra Aaret 1846 foreligger en trykt T ex tb o g til B rug for Foren ingen, indeholdende ikke blot Folke- og Fædrelandssange, men et godt og rigt U dvalg a f Chor- sange, hentede fra Operaer a fW e y s e , Kuhlau, Rung o. fl., samt andre Sange a f danske, svenske og tydske Com- ponister (S chu lz, Z in ck , B a y , B erggreen , Foersom , K rossing, J. P. E. Hartmann, G ade, Heise — Crusell, O. Lindblad, Thunm an , Nordblom — Vogler, C. M. von W eber, Mendelssohn o g endnu flere). Desuden er Bell- man meget fyldigt repræsenteret, da Berggreen med særligt Hensyn til denne Forening udsatte ikke mindre end 27 a f hans Sange tre- o g firstemmig. Repertoiret er saaledes meget langt fra at være ensidigt, største Delen a f dets Sange ere da ogsaa gaaede over til senere