AndreasPeterBerggreen

— 94 -

Sangforeninger og høres meget almindeligt den D ag i Dag. V ed den skete Udtrædelse formindskedes nu vel Antallet af San gere; men de T ilbageblevne sluttede sig saa meget tættere om deres afholdte Dirigent. Naar Foreningen aarlig fejrede sin Stiftelsesfest, havde den altid en særlig Hilsen i D igt og S an g til „Haandværkerens V en o g Folkesangens ædle D y rk e r,“ ,,en Krans a f frie Hænder bunden, som Du for Kasteaand helt fri.“ E r­ kendtligheden fik et synligt Udtryk, da man i 1846 lod hans Portrait tegne og lithografere a f Em. Bærentzen (under Billedet staar som Motto: „Jeg gik mig ud en Sommerdag at høre F u g le san g , som Hjertet monne røre“), i hvilken Anledning man san g :

„Med lyse Farver staar Hans Billed i vort Hjerte, Og aldrig det forgaar.

Dog Verden skal ham ogsaa se: A f Kunstens Haand fremtryllet Modtag vor Gave da“.

Hvornaar Berggreen fratraadte Dirigentposten vides ikke; i hvert Fald ledede han Foreningen endnu i 1853. Hans mangfoldige andre Arbejder hindrede ham da i at offre saa megen Tid paa denne S a g ; det var nu heller ikke længere nødvendigt at gjøre det; Banen var brudt, Sporet angivet, Sangforeninger fremmylrede som Blomster 1 E n g e, o g til at lede dem fattedes der ikke dygtige Musikere med Interesse for Opgaven. Naar der under denne Mangfoldighed a f Sangforeninger i vore D age er følt T ran g til Centralisation, for at de ved given Lejlighed kunne virke som Enhed, er det ret interessant at se, at den samme T ran g har været oppe allerede i