AndreasPeterBerggreen

— 99 —

tynd Bræddevæg; min nærmeste G jenbo var en tydsk Familie, a f hvilken tre meget unge Medlemmer hver Aften, naar je g var gaaet i S en g, med deres nationale Hen­ synsløshed g a v en Concert a f den ubehageligste Slags. D isse vare forøvrigt ikke de Eneste, der lod høre fra sig ; der vedblev altid at være meget livligt i „S teerag e“ til silde, o g da je g var forhindret i at se selve V irke­ ligheden, kunde je g udmale mig Scenen derinde med al den digteriske Frihed, min Fantasi var i Stand til. Der var dog Intet, der foranledigede mig til at gjøre Situationen meget idyllisk; det Hele staar nu for min Erindring som en Fabriks forvirrede Larm. Kun erindrer je g en skotsk Bondekarl, der med sin Violin og Melodien til „Th e baron’s heir“ ligesom søgte at tilkæmpe sig en T il­ værelse i denne Hurlumhej. Jeg nedskrev Melodien, og a f en theologisk Candidat, en Skotte, der var kaldet til Præst i Montreal, fik je g at vide, at den var skreven til et Digt a f Robert Burns og var almindelig bekjendt i Skotland. Candidaten huskede kun Digtets første Vers, hvilket han nedskrev for m ig; men je g har senere tabt det; de Linjer, je g husker, har je g føjet til Melodien. Naar je g faar fat paa hele D igtet, skal je g sende Dem det. M aaske har je g taget fejl a f denne Melodi; skulde De, Hr. P rofessor, ingen Pris sætte paa den, saa beder je g Dem dog at modtage den som et Bevis paa mit ø n sk e om at glæde Dem, paa hvilken Maade je g bedst kan, til G jengjæ ld for alt det Meget, De har gjort for hver enkelt a f Deres Landsmænd.

Med Højagtelse

P. Th. J. Søgaard.