AndreasPeterBerggreen

— 102 —

alt som han sigter o g prøver, til en Finhed o g Sikker­ h ed , der afgiver den størst mulige Borgen for, at hans Væ rk kun indeholder v i r k e l i g Folkesang i en Form, fri for Tilsætninger, der enten skyldes musikalsk Uviden­ hed o g V an sm ag eller Kunstmusikkens Indflydelse. Det falder stundom andre Sam lere af Folkemelodier vanskeligt at bøje sig for o g følge denne Kritik, saaledes E. T . Kri­ stensen med Hensyn til Melodierne i hans „Jydske Folkem inder“ ; men B erggreen er ubøjelig: ikke Alt, hvad der syn g es a f Folket, fortjener Navn af F olkesang; ofte dømmer han det at være g a n s k e u v æ r d i g t til Optagelse i hans Værk. For T e x t e r n e s Vedkommende er han, som han selv sig er, saa lykkelig at kunne raadføre sig med indsigts­ fulde Mænd. T il iste U dgave har den sagkynd ige Hjælp været a f mindre Omfang. Ikke for de nordiske og engelske San ges Vedkomm ende; thi her har han ved sin Side en saa udmærket Gransker o g K jender som Professor Svend Grundtvig, med hvem han gjennem en lang Aarrække vedligeholder en levende Tankeudvexling o g modtager de paalideligste Oplysninger i alle Text- spørgsmaal. Professor F. P. J. Dahl har stadig gjennem- gaaet Sangene o g dertil gjort, navnlig sproglige B e­ mærkninger. Udenpaa en Pakke, indeholdende disse Manuskripter, har B erggreen skrevet: „T il Erindring om min gam le V en Dahis Omhu og Opmærksomhed for mine A rbejder.“ O gsaa Professor N. M. Petersen sees at have viist hans Arbejde Interesse; der foreligger f. Eks. fra dennes Haand et udførlig motiveret Forslag til en Interpunktion, forskjellig fra den af Berggreen først fulgte i Omkvædet til Visen om Hr. Lave o g Hr. Jon (Udg. III,