AndreasPeterBerggreen

— 105 —

Side, noleiites voleutes , spændes de for Vognen, som styres a f den gam le Folkesangsm ester; der er Brug baade for T øjle o g S vøb e, altfor væ lige Gangere ile frem uden at ændse Rhytme o g T a k t, sætte a f o g til over Gjærderne ud i det „V o v ed e“ , Andre glemme deres interimistisk høje Bestemmelse og falde hen i et lidet festligt Luntetrav. Vejen er fuld af Hindringer, som true med at standse Farten; men „højt lyder Førerens muntrende R a a b ,“ en enkelt Gang i m e g e t bunden Stil som i følgende Tilskrift:

„T il min Broder i Apolio, Professor A b rah am s! Tilgiv, at jeg banker paa som R ykker F or de bevidste, poetiske Stykker, D er vist vil blive sande Smykker F or Værket, hvorpaa Thiele trykker. Jeg veed vel, at Musen ofte har Nykker Kan gjøre os gale i vore Parykker; — D og D e vist sjælden Pennen tygger For Rim at finde, naar Vers De bygger, Bort jager jeg derfor Angestens Skygger Og mig i det glade Haab neddykker,

A t ud De med Versene skyndsomst rykker; Th i inderlig længes jeg og min Trykker.“ Deres hengivne o g forbundne A. P. Berggreen. ^

Den u t e Marts 1865.

') Professor Abrahams’s Svar lyder saaledes:

Kjære Ven! A k ! Tiden er knap, Bryderierne mange, Lad derfor Dem nøje med disse to Sange; A t sige, naturligvis, kun for det Første, Jeg skal ej længe Dem lade tørste.