AndreasPeterBerggreen

— 107 —

nederlandske Sange paa T y d s k , hvilket Sprog han har ment at burde væ lg e, da Hollandsk springer over i T y d s k , omtrent som Svensk i Dansk: „En Translatør har givet mig en prosaisk interlinear Oversættelse, hvoraf je g da har gjort V e r s ; men da je g er aldeles usikker i den tydske Grammatik, ere de derefter bievne gjennem- sete af en god Ven, der er Grammatiker ex professo Foreligge nu T ex ter o g Melodier i den bedst mulige Redaction, fremkommer Spørgsm aalet, om Melodierne skulle gives nøgne, som de ere, eller iføres harmonisk Klædebon. B erggreen er gaaet ud fra den Anskuelse, hvori der utvivlsomt maa gives ham Ret, at Melodierne nødvendigvis maa undergives h a r m o n i s k B e h a n d ­ l i n g , hvis de skulle tildrage sig Opmærksomhed i en T id , da Øret ved den bestandige Forbindelse af Melodi og Harmoni er blevet vant til større Tonefylde. Han kan ikke være enig med dem, der mene, at Folkesangene ere opfundne uden al T anke om Harmoni o g følgelig maa gjengives uden denne, hvis man ikke vil begaa Brud paa historisk T ro sk ab ; han tror, at Folkesangerne have været ledede a f en dunkel Følelse a f de til Grund liggende Harmonier. Det gjælder derfor at lytte o g leve sig ind i Melodierne saa længe, indtil man har grebet hin dunkle Følelse, klaret den for Tanken og da gjen- givet den i Overensstemmelse med Harmoniens Love. At sætte A ccorder, som i en vis Forstand ere rigtige, til en Melodi er en let S a g ; men den r e t t e o: den charakteristiske Harmoni, der ved træffende Colorit sætter Melodiens T egn in g i dens sande L y s , lyder først for Musikeren, naar „Melodiens Aand har aabenbaret sig for ham “ (smign. Fortalen til de danske Folkesange).