AndreasPeterBerggreen

— io8 —

Saa sætter da den samvittighedsfulde Gransker sig i Aanden ved Folkesangerens Fødder o g lytter til hans simple Sang, understøttet, som den næsten altid er det, af de for hvert Folk ejendommelige Instrumenter: Sæ kke­ pibe og Skalmeje, Hardangerfele o g Langeleg, Balalaika, Harpe og Chitarra. Ofte ere disse Instrumenter meget ufuldkomne, og deres Bygn ing betinger nødvendigvis stor Ensform ighed i Harmonier; altid ville de ledsagende A ccorder være faa o g temmelig fattige; thi Folkesangeren er hverken theoretisk eller praktisk Musiker. Men Gran­ skeren maa gribe disse fattige A ccorder o g med dem som Hjørnestene udføre den harmoniske B ygn ing videre gjennem Toneforbindelser, mere eller mindre afvexlende, stedse dog simple o g naturlige, aldrig springende frem ud over Bygningens Grundlinjer, bestandig charakteristiske for den T id o g det Land, hvor Sangen fødtes. Med Hensyn til disse Sanges Harmonisering har B erggreen udtalt som sit V alg sp rog „omnia ad conscien- tiam , nihil ad ostentationem“ (Alt for Samvittighedens Skyld, Intet for at glimre), o g han har i Sandhed været denne Devise tro, saa tro, at hver enkelt Melodi tør siges af hans Haand at have modtaget, kvantitativt som kvalitativt, hvad der i harmonisk Henseende tilkommer den. G a n s k e e n k e l t e e r d e r b l e v e t n æ g t e t e n ­ h v e r harmonisk Ledsagelse (nogle kinesiske, indianske o. a.), fordi der mangler dem selv den svageste Anelse a f til G rund liggende A ccorder; „de bevæge sig i Spring fra Ton e til Ton e lige saa vilkaarlig, som Fuglen hopper fra den ene Gren til den anden.“ A n d r e e r e t a r v e ­ l i g t u d s t y r e d e , tidt saa tarveligt, at en overfladisk Betragtning vel her vil savne harmonisk „K un st“ . Som