AndreasPeterBerggreen

— 109 —

et Exempel blandt mange skal her blot anføres Nr. 38 i de norske Folkesange, hvor Bassen gjennem alle Sangens 16 Takter haardnakket bliver ved sitf. Sammen­ lignes nu hermed en eller anden moderne Bearbejdelse af samme S an g , der bevæger sig gjennem alle tænke­ lige Modulationer, saa ville Mange falde ned o g tilbede denne harmoniske „Kunst“ . Men tænk da paa, hvem det er, der synger denne S an g , og hvor den synges, tænk paa Hardangerfelen eller Langelegen , o g der kan ikke længere tvivles om , hvem der har givet os Folke­ musik, o g hvem der kun har benyttet Folkemelodien som Anledning til at vise harmonisk „Erudition“ . I dette Tilfælde som i mangfoldige andre er det det nationale Instrument, der bestemmer Harmoniseringen o g paanøder den sin charakteristiske Ensformighed. En Analogi hermed danne de tydske Alpemelodier, der næsten udelukkende hvile paa den toniske o g Dominant- A ccorden; kun en enkelt G ang gjør Underdominanten sig gjæ ldende; meget sjælden moduleres til en anden Toneart. „Som de med den anslaaede Streng a f sig selv klingende Toner ere Alpemelodierne den naturlige G jenklang a f et a f Livsglæde bevæget Indre; som de medklingende Toner ere et fysisk Naturphænomen, ere disse Melodier et p syk isk “ '). Men mangen Gang — og dette gjæ lder navnlig de nordiske Sange — er Harmoni­ seringen rig, afvexlende, fyldig uden nogensinde at være overlæsset; Berggreen deler overhovedet ikke Nutidens Beundring for „hele Haandfulde a f A ccorder“, saa let opdyngede, men saa lidt sigende. De Virkninger, han

3) Se Anm. til de tydske Folkemelodier Nr. 104.