AndreasPeterBerggreen

— 111 —

have disse Sange under hans Haand bevaret en Oprindelighed o g Friskhed, som maa gjore Indtryk paa ethvert Menneske, der ikke er blevet forkunstlet. D es­ værre er der i vore D age kun alt for megen Grund til at gjen ta ge, hvad A. v. Spaun i 1845 har udtalt: „An dem Ausserordentlichen stumpft sich der Sinn für das E infach-Schöne a b , und w ir werden im Gebiete der Kunst, so w ie in manchen anderen Lebensverhältnissen, täglich begehrlicher und ärmer an Freuden und G enüszen .“ Men hver G ang man med aabent Sind for det Enfoldig- Skjønne har fordybet sig i dette Væ rk , tænker man uvilkaarligt paa, hvad Polakkerne sige om deres Folke­ sangere: „Det er Mennesker, der kjende bedre T ider og gam le S an g e .“ Nu gjælder det at finde F o r l æ g g e r til det om­ fattende Manuskript. Vanskelighederne herved ere for første U dgaves Vedkommende (1842— 47) store; Reitzel forlægger de to første Bind og „betalte“ , saaledes yttrer Berggreen sig i en Ansøgning a f 9de Februar 1846 til Christian den Ottende om Understøttelse til Værkets fortsatte Udgivelse, „m ig med sin sædvanlige Liberalitet et saa stort Honorar, som de ugunstige Omstændigheder gjorde muligt. Men da Omkostningerne ved Værkets Udgivelse bleve ham for tunge, frasagde han sig F or­ laget.“ G. H. Jæger paatager sig derefter Forlaget a f tredje Bind, idet Berggreen renoncerer paa alt Honorar, men trækker sig desuagtet hurtigt tilbage, „da Fore­ tagendet lader til kun at ville blive en maadelig Forlags­ spekulation, eftersom ingen Rekvisitioner indløbe fra Norge o g Sverige.“ Berggreen maa nu være sin egen Forlæ gger, skjønt Udsigterne ere alt andet end glim