AndreasPeterBerggreen

— 125 —

paa andre a f Tonekunstens Omraader er delvis bestemt og helt præget a f dets Indflydelse, navnlig kjendes dets V irkninger paa hans Livs anden store Gjerning: Psalme- sangværket. Til dette skred han som en erfaren Mand, prøvet i ærlig Sandhedssøgen, i ydm yg Opgivelse a f alt Selvisk, i ubetinget Hengivelse under Ideen, i urokket T roskab o g utrættet Arbejde under dens Tjeneste. Det virker paa een G ang rørende og styrkende, naar en Mand, der nærmer sig Støvets Alder o g har anvendt mere end halvt hundrede Aar paa et Væ rk , endnu ved dets Afslutning udtaler, „at det vil være ham kjært fremdeles at modtage B idrag til dette,“ o g haaber, „at de mange Timer a f hans L iv der have været offrede o g — vil Gud — e n d n u s k u l l e offres paa dette Arbejde, maa være anvendte til Gavn for Kunsten.“ Troskaben møder os her Haand i Haand med den Kjærlighed, som „aldrig affalder.“ Fra vort Aarhundredes Begyndelse til henimod dets Midte var Menighedssangen i vort Fædreland saa godt som forstummet. Det kunde ikke være anderledes; thi hvor Rationalismen gaar ind, gaar Sangen ud. Og Rationalismen gik ind i Folket gjennem Skolens Undervisning o g Kirkens Forkyndelse, mest maaske gjennem den Psalmebog, man siden 1798 under Benæv­ nelsen „Evangelisk-christelig“ g a v Folket i Hænde, og som indførtes i Menighederne saa hurtigt, at der i 1804 i Sjællands Stift kun var en Snes Menigheder, som ikke havde antaget den. Vel bredte den sig noget lang-