AndreasPeterBerggreen

— 147 —

W e y se s Choralbog i sin Helhed bør holdes i Hævd, og at der a f Hensyn til den nye Psalmebog tilvejebringes et T i l l æ g . „3 7 “ drager atter frem i „Berl. T id .“ for tode og i l t e Maj med et Par rolige o g velskrevne Artikler, der gaa grundigt ind paa Sagen, secunderet af en Indsender, der under Mærket „ 1 “ i „K jøbenhavnsposten“ for 23de s. A. i en vittig og bidende Form raillerer over, at et Avertissement, som opfordrede til Udgivelse af et Tillæg, skulde opfattes som T ilskyndelse til en Discussion om Menighedssangen o g fremhæver det Kom iske i, at en Anonym protesterer. „36 “ møder allerede den 26de Maj i „Berl. T id .“ med „et G jensvar til Hr. „3 7 “ “ , hvori han paany yttrer sin Misfornøjelse med Berggreens Sam ­ ling. Melodien til „Jeg veed et lille Himmerig“ erklærer han for at være en aldeles ukirkelig Melodi, som altid vil beholde sit verdslige P ræg, om den end spilles i nok saa langsomt T em po; det samme er Tilfældet med Melodierne til „De Helligtrekonger“ o g „Stille N at“ . Hans Indignation stiger overfor de til Samlingen com- ponerede Melodier. „Lad o s “ — udbryder han — „be­ tragte Nr. 59 („Himlen aabnes, Mørket svinder“); kan man tænke sig en mattere o g mere monoton Melodi, og Nr. 43 („Du Herre Christ“), hvilken fattig og lidet kirkelig Melodi o g Nr. 94! („A ldrig er je g uden V a ad e“) o. s. v. o. s. v .“ M islykkede Fo rsøg paa at skabe en ny Stil, saa godt som alle manglende kirkelig Charakter! Rent ud daarlige ere Nr. 61 („Verdens Igjenfødelse“), der uden Tempoangivelse lige saa godt kunde være en lystig V ise o g Nr. 136 („Den store, hvide F lo k “), der i harmonisk og melodisk Henseende er under al Kritik.