AndreasPeterBerggreen

153 —

—

cord kommer den 2 G ange anslaaede Dominant — (Septime) A ccord ; efter den a f W e y s e 4 Gange gjen- tagne Ddur-Accord kommer ligeledes den 2 Gange an­ slaaede Dominant-Accord. Hr. Rung antager „at det er Dactylerne i V erset, som har ledet W e y se til den liv­ ligere Rhytmus i Begyndelsen a f hver Linje a f T extenV Ganske vist! tre Stavelser maatte bestemt have i det Mindste tre Noder; men det behøver jo derfor ikke at være tre eens Noder paa samme A cco rd , dersom d e t var saa kjedsommeligt. Men hvad vil da Hr. Rung med denne Sammenstilling a f de to Melodier? Jo, mærk! ikke blot at „hvad der er tilladt W e y se , paa ingen Maade er tilladt Berggreen; men hvad der er tilladt i en livligere Kirkemelodi, er ikke tilladt i en Choral” , og en Choral er min Melodi, om der ogsaa findes nogle enkelte Fjerdedele. Men W e y se s Melodi er ingen Cho­ ral , endskjønt deri ogsaa kun findes nogle enkelte Fjerdedele. T ilvisse gjør Fjerdedelene hverken fra eller til i denne Henseende; je g har i det Mindste aldrig hørt, at de skulle være udelukkede a f en ægte Choral, og W e y se vist heller ikke, ellers havde han vel næppe sat over sin Melodi — Choral. Ja, det staaer trykt! Nu forstaaer je g ikke, hvorledes disse ..Fjerdedele- og disse „to o g to eens Noder“ kunne charakterisere W ey se s Melodi som en livligere Kirkemelodi og min som en dræbende ensformig Choral. A t Hr. Rung finder saa stort Mishag i G jentagelsen a f den samme Accord, undrer mig og sa a a f den Grund, at dette dog er saa almindeligt i de gamle Mesteres Arbejder, som han jo har beskjæftiget sig meget med; je g vil ikke tale om A lle­ gris „M iserere“ , hvori den samme Accord uden mindste