AndreasPeterBerggreen

— 158 -

corder staa til hinanden, saa kunde større Friheder ind­ rømmes med Hensyn til Stemmeførelsen, end mange a f hans Forgængere havde tilladt sig. Men at dette Princip ikke fører til noget heldigt Resultat, har je g allerede viist i min forrige Artikel. Hr. Rung forsvarer saaledes VVeyses Choralbog kun slet ved at at sige, at den „ikke er bestemt til baade o g — o g — o g “ („Dansk-K irketidende“ 1855 Nr. 36); ikke blot fordi del­ ingen Mening er i de mange O g ’er, men og sa a fordi den Mening, som formodentlig skal ligge deri — nemlig, at W e y se s Choralbog ikke, ligesom m in, fører paa sin Titel: „udsat for fire Syngestemmer, for Orgel eller Pianoforte“ — indeholder Vedkjendelsen af, a t h a n s S t e m m e f ø r e l s e e r u m e l o d i ø s . Thi Choraler, der ere udsatte i Stemmer, bør ikke være kun til at spilles, men baade til at spilles o g syn g e s, da „den ikke san g­ bare Førelse a f Stemmerne foraarsager Mangel paa Velklang i Accordfølgerne ogsaa under Udførelsen paa Instrumentet.“ (Evang. Ugeskr. 1855 Nr. 3 2 ).......... Hr. Rung har vist ment, at han kunde „indskrænke sig til (blot) at paastaa“ , at der fandtes „rigt afvexlende Harmonier“ i VVeyses Choralbog, o g dog blive troet; o g uden Fjendskab til denne B og vilde ogsaa je g have troet ham i dette Punkt som i ethvert andet, der inde­ holdt Ros over et Arbejde af W ey se, indtil je g opdagede, at „den gode Homer her havde taget sig en lille L u r.“ Men hvad mon Hr. Rung forstaaer ved „rigt af­ vexlende Harmonier?“ A fvexlingen a f Harmonier maa rette sig efter Melodiens Beskaffenhed. Der kan afvexles for meget o g for lidt o g tilpas. A t VVeyses Choralbog kan afgive Exempler paa det sidste Tilfælde, vil Ingen tvivle