AndreasPeterBerggreen

— i'6o —

fremstiller det. Saaledes har je g vel yttret mit Haab om , at mine musikalske Principper maa have fundet deres Udtryk i ,.en Melodierne naturligt understøttende Harmoni“ o. s. v .; men hvad j e g kalder naturligt, og hvorledes j e g har søgt at gjøre dette gjældende i min Harmonisering, derom har je g i hin Indledning ikke ud­ talt m ig; derpaa maa Væ rket selv svare. Endnu mere forvilder Hr. Rung sig, naar han siger („Berl. Tid. f. 26de Maj 1855): „Hr. Berggreen har i sin Fortale opstillet et Princip, mod hvilket vi i Theorien Intet kunne indvende Men netop det, som Berggreen opstiller i Theorien, har W e y se i Praxis løst saa fortræffeligt.“ Han falder her selv i den G rav, han har gravet for mig. Th i da je g har beviist, at mine theoretiske Problemer ikke ere løste i W e y se s Choralbog, o g da Hr. Rung i k k e i e t e n e s t e P u n k t har beviist, at min a f ham for rigtig erkjendte Theori ikke er fulgt i den praktiske Del af mit Psalm evæ rk, men snarere har beviist det Modsatte ved at udhæve den store Forskjel paa W e y se s o g mit A rbejde, saa er hans Angreb — for en stor Del ved den Assistance, han selv har ydet mig — aldeles af- slaaet. Havde Hr. Rung ikke givet sit Angreb paa mig Charakteren af et Forsvar for W e y se — et Forsvar for W e y s e imod mig! — skulde denne Strid vist for længe siden være endt; men da han havde taget sin Stilling b ag dette „Dannevirke“ („W e y se er et Dannevirke mod meget Ondt“ . Se Hr. Rungs Art. i „Fæd rel.“ f. 4de Sept. 1855), maatte je g søge at drive ham ud a f denne Forskansning saaledes, at det for Alle kunde blive klart, at det ikke var min Hensigt at føre Vaaben mod hint