AndreasPeterBerggreen

— 165 —

saa dette Væ rk i det Stille fundet megen og hjertelig Paaskjønnelse, og enkelte Røster have følt sig tilskyndede til at bære V idnesbyrd herom. „Hvad der fornemmelig,“ skriver Biskop L au b , „har glædet mig i denne S a g , er, at De har optaget Tanken om en friere Bevæ gelse i K irkesangen o g dog paa samme T id med A lvor stillet Dem imod den V ilkaarlighed , som vilde trænge ind i Kirken og udslette Grænsen mellem Helligt o g Profant. Jeg tænker, at netop Deres dobbelte Beskjæftigelse, med K irkesangen o g med Folkesangen, har sat Dem i Stand til bestemtere at fastholde Grænsen. Om Theori tør je g ikke tale; men i Deres to Arbejder f ø l e r je g For- skjellen Gud velsigne Dem o g Deres Virksomhed for Folk og Kirke i Danm ark!“ O g i et andet Brev hedder det: „Der er jo især to Punkter, hvor Deres Virksomhed kommer mig saa nær, at je g troer som Læ g ­ mand at kunne vurdere den: K irkesangen og Folke­ sangen. Det er fra disse to Punkter, Musikken griber ind i Folkelivet, eller helst maa gjøre det; hvad der kommer ad andre Veje (f. Ex. Theatret) er dog i det Mindste a f tvivlsomt Værd. Hvad De har virket i sidste Henseende, kan je g for min Del ikke tvivle om, er af lige saa stor Betydning, som hvad De har arbejdet paa i første, o g netop for K irkesangens Skyld maa je g mene, det er a f stor Betydning, at De har holdt disse to Kredse ude a f hverandre o g ladet hver staa frem ‘ med sin Selvstændighed, medens Nogle helst ville lade Alt gaa i eet.“ O g som om Væ rket i dets Helhed, saaledes udtaler han sig med stor Varme om enkelte af dets Melodier, særlig de a f Berggreen componerede: „Himlen aabnes“ og „Med Sorgen og K lagen hold