AndreasPeterBerggreen

— 5 —

mit Hjem o g ud til mine Bedsteforældre i Frederiksborg. Alle tidligere Yttringer, der kunde pege hen paa min musikalske Tilbøjelighed, ere vel mere at anse som B arnelege, hvilke Tilfældet ga v et musikalsk Udseende. Saaledes morede det mig meget at danne mig Instru­ menter ved at spænde Messingtraade paa et Brædt. I min Faders Hus boede en Frisør, der havde en over­ given og kaad Læredreng; naar Mesteren var ude, kom je g tillige med flere Drenge op til ham, o g vi holdt da Concert. V ore Instrumenter vare Frisørens V æ rk tø j: Pandejærn, Krøllejærn og hvad de nu hedde; fra min Faders Disk bragte je g nogle Kamme med, hvorom vi lagde et S tykke tyndt Papir og blæste paa dem; dette var vort Principalinstrument. Der blev da ringet, klirret og sunget o g dertil sla a e tT ak t med den største Ivrighed. Men om dette musikalske Væsen eller Uvæsen var et Paafund af mig eller den kaade D reng, skal je g ikke sige for vist. En lille T ild ragelse, der maaske kunde være noget mere charakteristisk, er denne. Jeg gik i Skole hos en Madam, der for at fornøje sine Disciple holdt et Bal for dem. Jeg, som aldrig har holdt a f at danse, fandt mere Fornøjelse i at agere Spillemand ved at slaa paa Tromme. Nogle af Børnene henvendte sig til mig med et Spørgs- maal mit Instrument angaaende, hvilket je g ikke var i Stand til at besvare, hvorover je g blev ganske undselig og tillige æ rgerlig, da je g ansaa det for en Skam at blive greben i en musikalsk Uvidenhed. Maaske har je g udmærket mig mellem mine Skolekammerater ved en bedre Syngestemme; thi som meget ung havde je g nok en net Stemme. I det Mindste kan je g erindre, at