AndreasPeterBerggreen

- 168 —

at det ikke var muligt at tilbageføre dem til en Form, hvorunder Menigheden vilde kunne vedkjende sig disse gam le Melodier, og Planen maatte da opgives. For det, der igjennem længere Tid virkelig var blevet Menighedens Ejendom, havde Berggreen dyb Æ rbød ig­ hed , men ikke for Døgnets Frembringelser, hurtigt op­ tagne, hurtigt forslidte o g hurtigt glemte. Optagelsen af et større eller mindre T a l af disse vilde heller ikke paa nogen Maade have tilfredsstillet Begjæ ret efter dem, som J. P. E. Hartmann udtaler det i sin Svarskrivelse til en stor Del Præster, der havde opfordret ham til at tage denne S a g i Haand: „Efter mine T anker maa Gjæ- ringen i kirkelige Spørgsmaal i det Hele o g da ogsaa i Sagen om Psalmesangen være for stærk til, at Opgaven tilfredsstillende kan løses a f nogen Musiker. Jeg tør ikke paastaa, men je g troer, at de ærede Herrer, om De selv skulde redigere en saadan Melodisamling, ikke vilde være indbyrdes enige om , hvad der burde med­ tages, o g hvad udelades, og je g kan ikke vente, at den blotte Musiker-Autoritet skulde være stærk nok til at faae Præst o g Menighed til at syn g e, hvad de ikke kjende o g ikke kunne holde af, blot fordi det staaer i Melodi­ sam lingen, eller til at opgive, hvad de nu engang ere vante til at synge o g synes om, fordi det a f rent musi­ kalske Grunde, som de ikke kunne forstaa eller billige, har maattet udelades.“ (Se „Dansk Kirketidende“ 13de December 1874 Nr. 5 1 ) l ). 3 En anden, om end ringere Vanskelighed for den, som skulde redigere en Melodisamling til „T illæ get“, var den store rhytmiske Uensartethed, som frembydes af mangfoldige blandt dets Texten saaledes at liere af dem „slet ikke kunne synges paa nogen Melodi,